Breum: Klar til opstarten

06.12.2007 14:58

Spillerne har for en gangs skyld fået 4 ugers ferie, hvilket naturligvis vækker glæde rundt omkring i de små hjem. Et sted glæden også er stor er hos sundhedssektoren, der forventer en stort set skadesfri trup, når der kaldes til samling 14. januar.

- Det ser efterhånden godt ud, og jeg både tror og håber at alle er klar når vi møder op efter vinterpausen, lyder det fra Johannes Breum.

Styr på skaderne

- Lige nu har vi Mikkel Bischoff, David Williams, Peguero, Peter Madsen, Trond Andersen og Nicolaj Agger på listen, men flere af dem er allerede så langt, at de med sikkerhed bliver klar, med mindre de render ind i nye ting i ferien, lyder det.

- Nicolaj kunne i princippet godt spille kampe allerede nu, men vi tager det stille og roligt med ham. Peguero står på spring og bør også snart være klar. Mikkel Bischoff håber vi vil være fuldt med når han kommer tilbage, og heldigvis ser det ikke så slemt ud med David Williams mere. Han er, som de andre, i fuld gang med styrke- og løbetræning. Trond er faktisk også kommet så langt, at han er begyndt med en bold igen, fortæller Breum.

- Peter Madsen har døjet med en lyskeskade de seneste 3 uger, og han skal stadig bruge lidt tid, men vi forventer han er klar til opstarten.

- Næste uge vil vi gennemgå hver enkelt spiller ekstra grundtigt, før de går på ferie. De får alle individuelle programmer med hjem, der er tilrettelagt specifikt efter hver enkelt spillers behov. Jeg forventer derfor, at vi ser en trup stort set uden skader og i god grundform, når vi tager fat igen, lyder den optimistiske melding.

williams og madsen

Williams og Madsen har så småt grund til at smile. Den medicinske stab forventer at de begge, samt resten af de skadede spillere, bliver klar til opstarten i januar.