Stor ros til Brøndbys fans

01.08.2007 15:20

At showkampen mod Chelsea FC var en stor oplevelse, vil de fleste af de næsten 23.000 tilskuere, der var til stede på Brøndby Stadion tirsdag aften, skrive under på. Spillerne var glade for opbakningen, og den gode stemning var også noget gæsterne lagde mærke til.

Der var ros for gode forhold og en dejlig stemning fra Chelseas delegation umiddelbart efter kampen, og på klubbens officielle hjemmeside, chelseafc.com, deles der endnu større roser ud til de blå-gule på lægterne:

- Som på Ibrox (Glasgow Rangers' hjemmebane, hvor Chelsea spillede i lørdags, Red.), var der allerede inden kick-off en fantastisk atmosfære på Brøndby Stadion, der minder om mange af de stadions man finder i Premier League. Hele stadion summede af atmosfære ikke mindst takket være suppporterne på ståtribunen bag det ene mål, lyder det blandt andet.

Blev bare ved

Gæsterne var imponerede over at den massive støtte til hjemmeholdet fortsatte trods Drogbas to scoringer, og skriver videre:

- Det endte med en komfortabel Chelsea-sejr, men det så ikke så simpelt efter den vanskelige første time af kampen. Uanset resultatet var det umuligt at bringe hjemmeholdets supportere til tavshed, konstaterer Chelseas hjemmeside efter en kamp, der på mange måder bød på opmuntring i den blå-gule lejr.

Ikke mindst på lægterne, altså.