Stephan: Rent bur giver selvtillid

17.08.2007 14:25

En række gode redninger, opadgående formkurve og senest udtagelse til A-landsholdet. Sæsonen er startet fint for Brøndby-keeperen Stephan Andersen, der har taget hul på sin anden halvsæson i Brøndby-trøjen.

- Jeg synes det er gået fint helt generelt. Resultatmæssigt havde vi håbet på lidt flere point til tabellen, men personligt har det været udmærket. Det har også været vigtig for mig, at få et godt afsæt til sæsonen efter mit første halvår, siger Stephan Andersen.

- Jeg er glad for nogle af de redninger jeg har haft. Jeg har bl.a. haft gode redninger mod Esbjerg og FC Nordsjælland, og senest mod Viborg havde jeg også en redning på et godt frispark. Det giver selvfølgelig selvtillid, fortsætter målmanden der beretter om generel god stemning i truppen.

- Jeg synes det går godt. Folk er optimistiske og stemningen er god. Igen i dag var det fint til træning og jeg føler, at vi er mere end klar til kampen i morgen. Det ene point i Viborg var, set over hele kampen, okay, men vi ville have alle tre. Når vi går på banen i morgen mod AGF, er det med sult efter at vinde. Også for at give fansene noget tilbage.

stephan

Andersen klar til kamp.

Godt samarbejde

De seneste kampe har Per Nielsen og Mark Howard dannet midterforsvar og det er gået fint, mener målmanden.

- Jeg synes det er gået godt. Man kunne måske frygte, at kommunikationen ikke ville være så god, nu hvor Mark er englænder, men det er intet problem. Vi kan jo sagtens tale sproget og jeg håber vi kan fortsætte udviklingen og måske holde AGF fra at score.

- Og det tror jeg faktisk vi kan gøre. Holder vi dem fra at score er vi sikret i hvert fald det ene point, og med vores offensive kvaliteter skulle vi nok komme frem til et mål eller to. Og for en målmænd giver cleansheets altid selvtillid, slutter Andersen der har holdt målet rent én gang indtil videre i sæsonen og det var så i seneste hjemmekamp, hvor Lyngby blev besejret 3-0.

Femte cleansheet på stribe?

Statistisk har Brøndby IF haft et godt tag på AGF de seneste sæsoner i SAS Ligaen, og på Brøndby Stadion har det især set godt ud for de blå-gule. De seneste fire gange AGF har besøgt vestegnen, har Brøndby ikke alene vundet.

Hjemmeholdet har end ikke lukket mål ind, og i den anden ende har Brøndby scoret ikke færre end 12 mål i de fire sejre med to gange 4-0 og to gange 2-0.

Totalt er det 27. gang, AGF kommer til Brøndby, og hjemmeholdet har indtil videre 18 sejre i de 26 kampe, mens AGF kun har vundet tre gange på Brøndby Stadion. Målscoren viser også med al tydelighed, at Brøndby er det dominerende hold, når det gælder indbyrdes opgør med århusianerne på Brøndby Stadion. Den siger 57-16 inden lørdagens kamp.

Lorentzen

Brøndby har det statistiske overtag mod AGF, der ikke har scoret mod de blå-gule i de seneste fire kampe på Brøndby Stadion.