Mulighed for jubilæum

13.08.2007 09:08

Det kan blive til et lille jubilæum, når Brøndby IF i aften gæster Viborg Stadion: Hvis de blå-gule kommer på måltavlen, vil det være klubbens mål nummer 100 i DM- eller pokalkampe gennem tiden mod netop Viborg.

Af de 99 scoringer hidtil er 64 sat ind i Superligaen, hvor Brøndby IF kun har lukket 34 ind i den anden ende mod de grønblusede midtjyder.

Brøndby IF kan dog forvente en svær kamp, når det gælder mandagens opgør i domkirkebyen. Af de seneste otte kampe på viborgensernes hjemmebane har Brøndby blot vundet én, hvilket var 2-0-sejren 16. april 2005. I alt har gæsterne kun tre sejre i 16 kampe på Viborg Stadion, og målscoren siger 21-25 set med Brøndby-øjne.

Dog er det fælles for de indtil videre 35 indbyrdes SAS Liga-opgør mellem de to klubber, at det er hjemmeholdet, der dominerer statistikken. Kun fire gange har udeholdet vundet en kamp mellem de to klubber, og med tre Brøndby-sejre i Viborg, ér der et mindre statistisk overtag til gæsterne før aftenens kamp.

duncan

Duncan efter en scoring mod netop Viborg FF.

Brøndby IF kan ligeledes finde motivation i, at holdet næsten altid scorer på Viborg Stadion, når det gælder kampe i SAS Ligaen. I 16 kampe på VFF'ernes hjemmebane har Brøndbys gæstende mandskab fundet vej til netmaskerne i 13 tilfælde, og sker det i aften, vil det altså være mål nummer 100 mod Anders Linderoths mandskab.