Minderige opgør mod Lyngby

02.08.2007 14:12

Mange vil nok sende tankerne tilbage til en stor dag i Brøndby IF?s historie, når Lyngby Boldklub atter gæster Brøndby Stadion efter over fem års pause. Senest de blå vikinger optrådte her, 16. maj 2002, sikrede de blå-gule sig nemlig klubbens niende mesterskab med en 2-0-sejr i sidste spillerunde af sæsonen 2001/2002.

Mads Jørgensen havde i runden forinden, på uforglemmelig vis sikret Brøndby en matchbold i mesterskabskampen ved at udligne til 1-1 i de døende sekunder af opgøret mod F.C. København i Parken. Brøndby kunne efterfølgende sikre sig guldet på eget græs ved at besejre Lyngbys dengang allerede degraderede amatørmandskab, og takket være scoringer fra Kim Daugaard og Peter Madsen, kom guldet hjem.

Trods fejringen af eget mesterskab, blev der også tid til at give Lyngbys amatør-spillere en uforglemmelig afsked foran 27.000 tilskuere, der stort set uden undtagelse klappede gæsterne af banen.

Madsen

Peter Madsen scorede til 2-0 sidst de to hold mødtes, og sikrede dermed difinitivt Brøndby IF historiens niende mesterskab.

At det også er en kamp, der vækker minder i Lyngby kan derfor ikke overraske, og besøger man klubhuset på Lyngby Stadion, kan man ved selvsyn konstatere at der hænger flere billeder fra Brøndby Stadion den dag i Maj, 2002.

Altid underholdende

Brøndby og Lyngby har tradition for at give hinanden spændende og intense opgør. Det er 40. gang, de to mandskaber står overfor hinanden i SAS Ligaen, og Brøndby fører med 19 sejre mod Lyngbys 13, mens syv opgør er endt i pointdeling. Målscoren tipper også klart Brøndbys vej. Den siger 73-50 i hjemmeholdets favør.

Underligt nok er det mest lige mellem de to hold på netop Brøndby Stadion. Her har hjemmeholdet otte fulde gevinster, mens Lyngby står noteret for syv sejre. Målscoren er mere beskedne 32-29 til Brøndby.

mikkelsen

Tobias Mikkelsen scorede i første kamp på Brøndby Stadion, og kan glæde sig til mødet med de gamle holdkammerater fra Lyngby.

Målrige opgør

Brøndby har dog indimellem uddelt deciderede øretæver til Lyngby, når det gælder Superligaopgør. Største sejr kom i sæsonpremieren i 1997, hvor Brøndby vandt 7-1 på Lyngby Stadion.

Også 6-0 og 6-2 sæsonen efter vidner om en generel blå-gul dominans inden søndagens møde, der dog bliver under helt andre forudsætninger end tidligere set.