Mike: Jeg vil vise humør og optimisme

27.08.2007 01:09

Da Mark Howard blev skadet midt i 2. halvleg stod valget mellem at sætte den unge 18-årige Kristian Bo Andersen på banen i midterforsvaret eller sende Mike Jensen ind på den centrale midtbane og rykke Stefan Gislason ned centralt. Valget faldt på Mike Jensen, der trods sine 19 år allerede er en halv-rutineret herre med 29 førsteholdskampe. Efter kampen var Jensen glad for at være tilbage på holdet, men skuffet over 2-4-nederlaget til Horsens.

- De scorer jo to mål på den halve time, jeg er inde, og jeg synes, vi sover lidt ved det ene af målene. Vi koncentrerer os ikke og får ikke stillet os ordentligt. Det var en svær kamp. De to oppe foran hos dem gør det godt. De holder fast i den, og de er irriterende at spille mod. Vi havde nogle chancer selv også, og havde vi udnyttet dem lidt bedre, var det måske blevet uafgjort. Vi skal bare være lidt skarpere både foran og bagved, forklarer Jensen, der tidligere mest har spillet på kanten på førsteholdet, men mod Horsens blev brugt på den centrale defensive midtbane.

Glad for central rolle

- Det passer mig fint. Der har jeg spillet masser af gange på ung-holdene, og det er en rolle, som jeg kender fint. Den passer mig ligeså godt som kanten eller måske endda en lille smule bedre. Jeg vil selvfølgelig også gerne lidt med frem offensivt, men jeg har spillet mere defensivt på landsholdet også. Jeg fik rørt bolden nogle gange, må man sige. Vi har den meget og løber okay for hinanden, men der mangler lige den sidste skarphed, fortæller Jensen, der er glad for at få at vide, at Køhlert har rost ham for dagens indsats.

Mike Jensen

Mike Jensen kom på banen i 2. halvleg i Horsens og leverede så god en indsats, at Tom Køhlert efter kampen roste det unge talent.

Energi og optimisme

På det seneste har Mike Jensen ikke været så meget inde omkring førsteholdet. Derfor har han heller ikke samme kedelige stime på udebane som flere af de andre spillere, og det prøver han at udnytte.

- Jeg prøver, om jeg kan lukke det ude, så jeg i det mindste kan komme ind med oprejst pande. Jeg føler, at jeg kan tilføre holdet noget optimiske og energi. Det er i hvert fald, det jeg prøver på. Jeg vil godt tage imod nogle skrald, hvis vi kan vinde nogle nærkampe inde på midten. Jeg vil vise, jeg har godt humør og prøver at gå ind med optimisme, forklarer Jensen.