Køhlert: Mange muligheder

02.08.2007 13:02

Der har været god aktivitet i den sportslige sektor de seneste dage, og der bliver arbejdet og trænet intenst op til Lyngby-kampen på søndag.

Træningen for de kommende dage er tilrettelagt således, at der både torsdag, fredag og lørdag trænes kl. 10:00 på bane 3, hvor trænerteamet ser frem til nogle gode træningspas.

- Jeg synes jeg fornemmer en fortsat god reaktion hos spillerne, både dem der har fået meget spilletid, og dem der har arbejdet for at komme på holdet. Jeg har hele tiden vidst at vi har mange at vælge mellem på flere pladser, og i tirsdags fik vi bekræftet at det er tilfældet, forklarer Tom Køhlert. 

 Køhlert

Tom Køhlert har haft notesblokken flittigt i brug, og ser frem til nogle gode træningspas.

- Vi spiller med det hold, vi vurderer vil fungere bedst på dagen, og det kan sagtens være, at vi skifter ud på nogle pladser i forhold til sidste weekend, men det afhænger naturligvis også af de indtryk vi får til træning. Det er alfa og omega, at de spillere vi sender på banen vil gøre alt for at vinde, uanset omstændighederne.

- Indtil videre har det været en positiv oplevelse at se, at alle forsøger at gribe chancen, selvom vi har en stor trup og der er mange om buddet, uddyber han.

Om søndagens modstander fra Lyngby Boldklub siger Køhlert:

- Det er et hold, der gerne vil spille fodbold. Jeg ved de har nogle rigtig gode fodboldspillere, som vi selvfølgelig skal være opmærksom på, men vi er ikke inde i specielle overvejelser om den kamp endnu. Nu skal vi have nogle gode træningsdage, hvor vi skal holde fast i de gode tendenser vi så mod Chelsea, slutter han af.