Køhlert: Holdånden tilbage

06.08.2007 08:58

- Det vigtigste for os i dag var indstillingen på banen og organisationen i forsvaret. Vi spiller med stor tålmodighed og det bliver vi belønnet for til sidst. Det viser at vi i denne periode bliver nødt til at spille med større kynisme end vi måske ellers har gjort, lyder Tom Køhlerts overordnede konklusion efter kampen mod Lyngby.

- Det er naturligvis godt med noget selvtillid oven på sejren i dag. Optakten har da også været vidt forskellig for de to hold. Lyngby kommer med en sejr i bagagen, og vi behøver vist ikke tale om vores sidste kamp. Derfor har det jo været en stresset uge for vores spillere. De har naturligvis været pressede, hvilket måske også til tider viser sig på banen i dag. Men vi formår dog at holde Lyngby fra chancer gennem organiseringen i defensiven, og det er noget vi skal fastholde, forklarer han.

- Jeg synes at vi spillede lige op med Chelsea, på trods af at de vandt kampen, og der er meget vi kan tage med fra den kamp. Må ske bliver det et mere kynisk Brøndby hold vi vil komme til at se den kommende tid. Nu har vi en uge til næste kamp, og hvis vi får en sejr i Viborg er jeg slet ikke i tvivl om at det begynder at køre for os. De værdier vi har i fokus lige nu er engagement, holdånd og disciplin, og alle tre dele synes jeg at vi så i dag.

- Det er de værdier der skal bringe os videre, og det er noget jeg glæder mig over at se i dag.

holdånd

Spillerne stod sammen.

- Jeg vil gerne rose Lyngby for deres indsats i dag. De forsvarede sig godt og vi havde svært ved at åbne op og skabe chancer. Nu ved jeg ikke hvor bred en trup de har, men hvis de kan fortsætte det vi så i dag, skal de nok klare sig.

- For vores vedkommende gælder det nu Viborg, og som sagt, med en sejr der, så begynder vi at rejse os for alvor, forudser cheftræneren.