Kamppause til Duncan

21.08.2007 08:31

Brøndby IF's sportslige ledelse har i dag meddelt Morten Duncan Rasmussen, at han får to spilledages pause fra A-truppen som en konsekvens af episoden lørdag nat.

- Vi er i en proces hvor vi blandt andet har stor fokus på disciplinen i og omkring truppen. Vi har forklaret spillerne meget konkret hvad der kræves af dem, og i den situation vi er i, er der ikke plads til, at nogen bryder de indgåede aftaler.

Konsekvens

- Når det sker har det en konsekvens, og i dette tilfælde har vi besluttet, at give Duncan en tænkepause på to A-kampe, forklarer cheftræner Tom Køhlert.

Det drejer sig om weekendens SAS Liga-kamp mod Horsens, og den følgende pokal-kamp mod Allerød.

- Morten er naturligvis ked af det der er sket, men han har reageret med en rigtig god indstilling under dagens træninger, hvor der har været skruet op for tempo og intensitet, og han han har forståelse for, at vi bliver nødt til at lade handling følge ord. Dermed anser både vi og Duncan for sagen lukket, fortæller cheftræneren.

- Vi er på vej tilbage til de styrker Brøndby IF altid har stået for, og i den forbindelse er det bydende nødvendigt at alle forstår at vi er afhængige af hinanden. Trods ærgrelsen over at vi må tage dette skridt i dag, er det den eneste vej frem, og jeg er ikke i tvivl om at den langsigtede effekt af det vi gør vil være positiv, erklærer Tom Køhlert.

Duncan vil holde kampformen ved lige på andetholdet.

Køhlert

På vej tilbage til de styrker og den diciplin, der altid har kendetegnet Brøndby IF.