Jensen vil have gejst, glæde og godt humør

28.08.2007 15:59

Inden dagens træning blev han præsenteret for spillerne og blot en halv time senere, stod han så på træningsbanen, i sin nye rolle som assistenttræner. Henrik Jensen er trådt ind i trænerteamet og i dag var han med til at styre tropperne på bane 3.

- Jeg er glad for at stå her i dag. Jeg har det som så mange andre, at jeg gerne vil have Brøndby tilbage hvor klubben hører til og jeg håber jeg kan være med til at bidrage til den proces med mit arbejde i trænerteamet. Og så har vi pause med dameholdet de næste 6 uger pga. VM i Kina, så jeg havde ikke så meget andet at lave, siger den nye assistenttræner Henrik Jensen med et stort smil.

Erfaring fra topniveau

Efter sin fodboldkarriere, hvor han markerede sig som en af Brøndby-historiens største midtbaneprofiler, har han været i trænerfaget med erfaring fra bl.a. Køge, AB og senest som cheftræner i Brøndby IF  for klubbens suveræne damehold. Dermed har han fodboldbaggrunden på plads.

- Jeg har spillererfaring og har været inde på banen med egen krop. Det er selvfølgelig en fordel og så har jeg opbygget erfaring i løbet af min trænerkarriere. Jeg har jo også været assistenttræner på 1. holdet før under Ebbe Skovdahl, så jeg ved godt hvad der skal til. Og hvilke opgaver der venter os, siger Jensen der fortsætter som cheftræner for klubbens bedste damehold.

- Det er selvfølgelig en spændende opgave der venter og jeg er klar til udfordringen. Vi har mange ting at tage fat på, men jeg synes der er mange positive ting at køre videre på. Der er et stærkt team omkring holdet og det samarbejde glæder jeg mig også til.

Henrik Jensen og Tom Køhlert

Tom Køhlert og Henrik Jensen.

Mere humør

Nu havde du første dag i dag. Hvordan synes du det gik på træningsbanen?

- Fint. Nu skal spillerne jo lige lære mig at kende, og omvendt, men jeg synes det gik fint.

- Jeg kan godt mærke, at der mangler lidt humør på. Med gårsdagens resultat i Århus røg vi under stregen, og det er selvfølgelig ikke sjovt for nogen af os. Noget af det vi skal have fat på, er at få mere humør og gejst på til træning. Vi skal være gode til at hjælpe hinanden, også verbalt, og det vil vi bl.a. have fokus på på træningsbanen.

- Jeg kommer jo fra den generation af fodboldspillere der råbte af hinanden, på en god måde, og det skal vi bl.a. have fat på. Gejst, glæde og godt humør, mener han er nøgleordene.

Henrik Jensen

Henrik Jensen dirigerede under dagens træning.

Glæder sig til Allerød

Henrik Jensen har fulgt nøje med gennem årene, og selvom han har haft sin gang i klubben de seneste år, føler han, at han kommer udefra med et nyt syn på tingene.

- Jeg kommer med friske øjne og kan måske se nogle ting sådan lidt udefra. Som jeg sagde før vil vi alle have Brøndby højere op i tabellen og jeg synes der er mange ting der peger i den rigtige retning. Nu har vi så pokalkampen mod Allerød i morgen. En kamp der kommer belejligt for os og vi glæder os til den opgave.

- Jeg er enig i det Tom har sagt efter Horsens-kampen. Det var faktisk okay spillemæssigt og der er noget at bygge videre på. Der var så også nogle ting der skal justeres, vi laver bl.a. nogle dumme fejl, men jeg så mange positive ting. Og så gør det heller ikke noget, hvis vi snart får heldet bare en smule på vores side, slutter Henrik Jensen i denne omgang.

Den nye mand i trænerstaben tager allerede i morgen aften plads ved siden af Tom Køhlert på trænerbænken, når Brøndby IF møder Allerød i en pokalkamp på udebane.

Henrik Jensen

Jensen taler med Gislason og Retov under træningen.