Howard ude i nogle uger

27.08.2007 14:51

Mark Howard var uheldig i går i en nærkamp i SAS Liga-kampen i Horsens og det koster nu forsvarsspilleren et par ugers pause. Dermed slap Howard med skrækken og midterforsvarsspilleren når forhåbentlig at blive klar til FCK-kampen den 23. september.

Howard fik et stræk i det indvendige ledbånd i den venstre ankel og måtte efterfølgende humpe fra banen.

Ærgerligt tidspunkt

- Jeg kunne godt mærke den var gal i går og jeg kunne ikke spille videre. Den var stadigvæk meget øm her til morgen. Heldigvis er det ikke så slemt som jeg først frygtede. Jeg håber at være helt klar indenfor to-tre uger, siger Mark Howard til brondby.com.

- Det er selvfølgelig ærgerligt at jeg får den her skade, for jeg vil gøre alt for at hjælpe klubben i den her situation, fortsætter han.

Howard blev skiftet ud i 2. halvleg i gårsdagens kamp i Horsens, der endte med 4-2 nederlag.

Mark Howard

Howard måtte humpe fra banen i Horsens med en ankelskade. Daniel Wass og Johannes Breum hjælper englænderen der takker fansene for klapsalverne.