Hilsen fra Leeds

15.08.2007 08:18

Den 6. august faldt skiftet til engelske Leeds endeligt på plads og siden da har Casper Ankergren haft særdeles travlt med at falde på plads i sit nye hjemland. Den tidligere Brøndby-målmand sender midt i travlheden en hilsen til Brøndby IF og de mange trofaste fans.

- Jeg vil gerne takke for syv fantastiske år i Brøndby. Det var en rigtig god tid, med mange oplevelser og højdepunkter. Faxe-tribunen og fansene gør det fantastisk og jeg ved hvor meget det betyder for spillerne. Jeg vil selvfølgelig sige tak for den store støtte jeg har fået i alle årene og jeg er sikker på, at fansene kan være med til at løfte Brøndby tilbage i toppen, siger Casper Ankergren til brondby.com.

Følger med fra England

I foråret var han lejet ud til Leeds og nu er skiftet permanent. Til stor glæde for den store målmand.

- Det var et lidt langt forløb, men jeg er rigtig glad for, at det hele faldt på plads. Og jeg er meget glad for, at Brøndby også var villige til at hjælpe mig til den klub jeg helst ville til.

Nu gælder det de nye udfordringer i den tidligere storklub, men forbindelsen til Brøndby fastholdes.

- Jeg vil selvfølgelig fortsætte med at følge med og jeg ønsker alt godt for Brøndby. Og selvom jeg nu vil fokusere 100 % på at slå igennem i udlandet, kunne jeg godt tænke mig at vende tilbage til klubben engang. Brøndby er min klub, slutter Ankergren over mobiltelefonen inden den atter står på træning.

Leeds er i øvrigt startet den nye sæson med en sejr, med Ankergren på mål. Holdet har nu minus 12 point, efter de blev frataget 15 point før sæsonen pga. dårlig økonomi. Leeds spiller i den tredjebedste engelske række efter traditionsklubben rykkede ud af Championship i sidste sæson.

Casper Ankergren skiftede til Brøndby IF fra Køge Boldklub i efteråret 2001, og nåede siden at spille 123 1. holdskampe. Casper Ankergren var blandt andet med til at vinde 'the double' i 2005.

Casper Ankergren

Casper Ankergren er glad for skiftet til engelske Leeds efter syv gode år i Brøndby-trøjen.