3-1 over FC Nordsjælland

22.08.2007 17:02

Der var ikke megen gæstfrihed, da Brøndby IF's bane 2 lagde græs til reserveholdskampen mod FC Nordsjælland. I kampens første halvdel var gæsterne overmatchet på stort set hele banen, og havde det ikke været for stolper og en smule uskarphed helt i front, ville halvlegsføringen snildt været blevet dobbelt så stor.

Allerede i kampens 8. minut flækkede Morten Duncan Rasmussen bolden videre til Chris Katongo, der i fuldt løb rundede både midterforsvarer og målmand, hvorefter han sikkert kunne score til 1-0.

Højt tempo

Minuttet senere var det Duncan, der var alene igennem, men trods en god aktion af angriberen udeblev scoringen, da FCN's keeper tog sig flot af afslutningen.

Efter et lille kvarter var det den hårdt arbejdende Cieslewicz' tur til at vise fine takter. Han fik bolden på midten af banen, tog et par træk og sendte bolden utageligt i nettet med en hård, flad afslutning til venstre for keeperen.

Igen blev målet fulgt op af endnu en chance, da Katongo blev sendt afsted af Kasper Lorentzen, der i den time han var på banen, virkelig hyggede sig med gode detaljer og afslutninger i solen. Katongo tog turen over en halv banelængde, rundede igen keeperen, men afsluttede lige forbi målet.

Duncan ud

Morten Rasmussen gjorde en god figur de første 20 minutter, men måtte siden forlade banen efter et smæld i baglåret, da en FCN spiller gik hårdt til ham i en nærkamp.

- Når jeg sidder ned kan jeg ikke mærke det, men det river lidt når jeg går, forklarede Duncan efter kampen.

I kampens 40. minut spillede Katongo og Lorentzen ping pong og det endte i endnu en løbetur til Zambianeren, der denne gang afsluttede på stolpen.

Dagens detalje

Efter pausen kom FCN i en periode mere med i kampen, og efter 4 minutter faldt reduceringen på den første afslutning gæsterne havvde inden for rammen. De rødklædte nordsjællændere spillede sig igennem venstre forsvarsside og udplacerede Michael Tørnæs i målet.

Halvlegen var mere lige end første, men stadig med Brøndby IF som mest toneangivende. Lorentzen og Niclas Rønne skiftedes til at spille hinanden fri, og i det 59. minut tog Kasper Lorentzen sagen i egen hånd.

Fra ca. 22 meter valgte dagens anfører, stående, at sparke knaldhårdt til bolden med højre fod, og bolden kunne de fremmødte tilskuere, FCN's forsvar og målmand følge hele vejen op i det ene målhjørne. 

Kampen endte 3-1, og det kan de gæstende nordsjællændere egentlig være ganske godt tilfreds med.

Brøndbys startopstilling

M. Tørnes

M. Rasmussen - K. Bo Andersen - J. Berthelsen - T. Mrva

M. Jensen - J. Christjansen

L. Cieslewicz - C. Katongo - K. Lorentzen

M. Duncan Rasmussen

Indskiftninger

  • 20. min: Duncan ud, Patrick Mortensen ind
  • 45. min: Katongo ud, Niclas Rønne ind
  • 62. min: Lorentzen ud, Christian Møller ind

 

Kasper Lorentzen

Kasper Lorentzen var i sprudlende humør i dagens træningskamp mod FC Nordsjælland.