2. division: Optakt

10.08.2007 15:55

I morgen, lørdag, drager U-21 holdet mod Østerbro Stadion, hvor modstanderen er BK Skjold. Det er sæsonens anden kamp, og begge mandskaber er kommet godt fra start med sejre i deres respektive åbningskampe. Det bliver således en vaskeægte topopgør.

Peer F. Hansen stod for første gang i spidsen for talentholdet i forrige weekends sejr over Holbæk. Og sejren kom ikke bag på træneren.

- Vi har haft en god opstart, hvor vi blandt andet vandt Furesøcup. Personligt deltog jeg desuden i A-truppens træningslejr i Østrig/Svejts for at komme ind i Tom Køhlerts måde at tænke fodbold på. Det er vigtigt, at vi som trænere har en god dialog, siger Peer Hansen. 

Fokus på spillet

Kombinationsspillet var momentvis på et meget højt niveau i kampen mod Holbæk, og det er noget træneren gerne vil forsætte med:

- Vi ved at modstanderne ofte vil stå tæt pakket på deres egen banehalvdel, så kombinations- og pasningsspillet er en vigtigt del af vores spil. Det er noget vi bruger meget tid på i vores træning, afslutter træneren. 

Skjold spillede sidste år i 2. Division vest, hvor de endte lige over nedrykningsstregen. Dog lader det til, at klubben har fået styr på spillet efter sommerpausen, og kommer med to friske sejre i bagagen. Men mon ikke Brøndby IF vil give dem kamp til stregen?

Kampen starter lørdag kl. 15 og spilles på Østerbro Stadion.