Retov: Kan ikke gøre andet

06.04.2007 07:48

Tre minutter. Så tæt på var Brøndby på at hive den første udesejr længe i hus i den svære udekamp mod Esbjerg. Efter en flot kamp med masser af chancer til de blågule kan man undre sig over, hvad der egentlig skal til for at få en udesejr i hus.

- Det står jeg også og undrer mig over nu. Jeg tror ikke, vi kan gøre så meget andet, end vi gør i dag. Vi skaber seks 100-procent-chancer og får desværre kun lavet et mål. Vi ved det andet mål vil punktere kampen, men vi får det ikke scoret og så får de en bold i feltet, hvor alt kan ske. Det er selvfølgelig godt sparket ind, fortæller Martin Retov efter kampen.

Retov slider sig fri.

Retov slider sig fri fra en markering.

- Vi er stadig ved godt mod. Nu skal vi bare lige hjem fra det her. Vi havde håbet på de tre point i en svær udekamp, for det havde givet endnu et boost i et flot forår. Jeg synes ikke, der er noget der hedder vende bøtten, for det kører rimelig godt i øjeblikket.

- Vi skal ud og vinde næste kamp og så må vi tage den der fra. Vi må konstatere, at vi smed to point i slutningen, men det ødelægger ikke billedet af et flot forår, og det skal vi bygge videre på, lyder det fra midtbanespilleren.