Per: Godt rygstød

01.04.2007 22:54

- Der er jo mest plads i hjørnet.

Per Nielsen griner lidt, når han skal fortælle om sit straffesparksmål, der blev banket knaldhårdt ind i højre hjørne, men svaret er egentlig logisk nok. Om straffesparket og sin egen præstation fortæller han videre:

- Jeg har sparket før, senest i træningsturneringen på Gran Canaria, hvor jeg scorede et par stykker på den måde. Jeg er andenskytte efter Ericsson, der sparker alt, der ikke er begået mod ham selv.

- Faktisk havde Martin og jeg snakket sammen om at lave det stunt, han udførte med Duncan, men jeg talte ikke med ham om det før han sparkede, så jeg håber da at det var planlagt at Morten skulle sparke den ind, griner anføreren.

Fremgang

- Jeg har ikke rigtig trænet i 14 dage grundet problemer med ryggen, så det passer mig fint at få en lidt blød start med denne kamp. Udskiftningen var mere eller mindre aftalt på forhånd, alt efter hvordan kampen nu udviklede sig. Det var fint at komme ud og slappe af, men jeg regner nu med at træne allerede tirsdag, forklarer han.

- Vi kommer egentlig ikke særlig godt i gang med kampen. Vi bliver ikke presset, men spiller alligevel ikke en god første halvleg, og havde Vejle været skarpere kunne de sagtens have straffet os. Omvendt er anden halvleg absolut godkendt, og især synes jeg vi i defensiven efterhånden står rigtig godt.

- Jeg vil i den forbindelse gerne rose Mark Howard, der virkelig beviser, at han ikke bare var Meulensteens mand. Han gør det rigtig godt hele tiden, og er klart med til, at binde  det hele sammen.

- Jeg har aldrig været med til at få 3 straffespark før. Det var en oplevelse, og det var dejligt at vinde 4-0, afslutter en af dagens straffeskytter.