Nederlag i Aalborg

14.04.2007 18:16

Brøndby tabte lørdagens kamp på Aalborg Stadion med 3-2. Selvom Duncan to gange bragte Brøndby foran, men en udvisning og straffespark afgjorde kampen til fordel for AaB.

Kampens indledende fase var meget lige og uden de store chancer, men efter 19 minutter blev Morten Duncan Rasmussen spillet fri og med en flad afslutning fangede han Jimmy Nielsen på det forkerte ben. Det var samtidig Brøndbys mål nummer 1000 i Superligaens historie, hvilket ingen anden klub kan præstere. Målet var samtidig fjerde kamp i træk, at Duncan kom på måltavlen, hvilket er personlig rekord.

Jubel efter Duncans scoring til 2-0.

Jubel efter Duncans scoring til 2-0.

Ericsson på udebane

Målet gav Brøndby-spillerne mere selvtillid, men blot syv minutter senere fik Rade Prica udlignet til 1-1, da han tæt på mål passerede en chanceløs Stephan Andersen efter at have fået et par returer med sig. Minuttet før pausen slog Duncan imidlertid til igen, da han headede bolden i nettet fra tæt hold efter hjørne fra Martin Ericsson, der spillede en god kamp på sin gamle hjemmebane. Ericsson blev kampen igennem piftet ud og i forbindelse med et hjørnespark i AaB-enden blev han overdænget med kasteskyts, så kampen måtte afbrydes et par minutter.

Flere skader

Kort før pausen måtte Henrik Kildentoft, der var med i stedet for en karantæneramt Martin Spelmann, forlade banen med en knæskade, og i I pausen måtte Anders Randrup forlade banen med en skulder ude af led. Det gav plads til Kim Daugaard og Nikolaj Agger og Brøndby stillede dermed med et stort antal offensive spillere.

Henrik Kildentoft undersøges efter en gemen AaB-stempling.

Henrik Kildentoft undersøges efter en gemen AaB-stempling.

Chris Katongo fik da også bolden i nettet ved stillingen 2-1, men dommeren fløjtede for offside. I stedet fik AaB udlignet otte minutter inde i anden halvleg, da Rade Prica på bagerste stolpe headede bolden ind til 2-2 efter indlæg fra venstre side.

Tredje straffemål imod

I det 58. minut faldt kampens afgørelse, da Morten Molle Rasmussen tog med hænder i feltet. Det takserede dommeren til straffe og udvisning til Molle, og Rasmus Würtz kunne sikre AaB-sejren på 3-2. Det var Würtz tredje straffescoring mod Brøndby i denne sæson. Derefter hjalp det ligelidt, at også David Williams kom på banen i en offensiv satstning. AaB var således tættere på 4-2 end Brøndby på en udligning.

Udvisningen af Morten Rasmussen.

Udvisningen af Morten Rasmussen.

I den mere kuriøse afdeling skal det med, at kampen to gange blev stoppet på grund af tilskuere på banen. Første gang en påklædt AaB-fan, der hurtigt blev pågrebet, mens det anden gang i kampens sidste minut var noget så sjældent som en kvindelig streaker, der løb over banen til publikums store jubel. Selv scouten fra franske Troyes, der overværede kampen fra pressepladserne, klappede begejstret over dansk fodbold.

Reaktioner fra Køhlert, Lantz, Duncan og Ericsson kommer senere på aftenen eller imorgen på brondby.com.