Mads: Irriterende at være ude

25.04.2007 11:50

- Umiddelbart ser det ikke ud til, at jeg kommer til at spille flere kampe her i forårssæsonen. Det er i hvert fald usikkert hvornår jeg er klar igen.

Mads Jørgensen har været inde og ude af træningsbanen de seneste måneder. Årsagen er et skadet knæ, der bliver ved med at hæve op. Resultat fra en scanning fra sidste uge har ikke kastet afgørende nyt lys over skadens omfang.

- Det er frustrerende, at scanningen ikke kunne give et endegyldigt svar på hvorfor mit knæ hæver som det gør, siger en ærgerlig Mads Jørgensen til brondby.com.

Planen er derfor nu, at Jørgensen skal træne fuldt med de kommende dage.

- Så må vi se hvordan knæet reagerer. Hvis hævelsen fortsætter er det nok en operation der er næste skridt.

Brøndby-læge Eilif Larsen anbefaler nemlig en operation, hvis det ikke bliver bedre med Jørgensens knæskade.

- Scanningen kunne ikke vise hvad der er galt. Hvis det fortsætter må vi foretage en operation, hvor vi med sikkerhed kan se hvad der er galt, fortæller Eilif Larsen og tilføjer.

- Mads har været gennem et langt og usikkert forløb, og vi er nu nået til et punkt, hvor vi skal tage konsekvens af skaden og forløbet. Jeg vil dog sige, at jeg generelt er optimistisk omkring, at Mads kan komme tilbage på banen igen, slutter Brøndby-lægen.

Mads Jørgensen i aktion mod Eintracht Frankfurt

Mads Jørgensen har spillet 13 kampe i denne sæson, heraf blot to i 2007.