Køhlert: Seks point er ingenting

15.04.2007 08:11

Ikke nok med, at Brøndby tabte kampen i Aalborg med 2-3. Også skadessituationen blev forværret.

- Vi får to alvorlige skader og en udvisning, og det er jo ikke lige det bedste. Randrup slår skulderen af led og kommer og siger i pausen, han ikke kan fortsætte. Kildentoft har slået knæet, men vi ved endnu ikke hvor alvorligt det er, lyder det fra Tom Køhlert.

Træneren har endnu ikke set straffesparket til AaB på tv, men set fra bænken var det ikke stort.

- For mig så det meget uforsætligt ud, men det må jeg lige se igen, siger Køhlert om Molles håndboldspil.

Med nederlaget er hullet op til medaljer en anelse stort, mens der nu er seks point til AaB på fjerdepladsen.

- Ja, men altså seks point er jo ikke noget. Nu må vi op på hesten i de næste kampe. Vi har Viborg på onsdag og Vejle ude, og set på den led, så skal det give seks point. hvis vi skal være med deroppe. Men ellers så er der jo ikke noget dramatisk i at tabe i Aalborg. Det plejer vi jo at gøre, griner Køhlert trods alt.

Køhlert og Sigaard diskuterer udviklingen på banen.

Køhlert og Sigaard diskuterer udviklingen på banen.

Hvad er du tilfreds med i dagens kamp?

- Spillerne gør hvad de kan. Jeg er tilfreds med, hvordan vi slutter. Med så meget opad bakke, får vi alligevel skabt tre-fire muligheder for at score, og vi har muligheden lige til det sidste. Omvendt får AaB lidt for meget plads i 1. halvleg. Ret skal være re, jeg synes også, at AaB spillede godt og især ham forwarden var jo helt ustyrlig idag, fortæller Køhlert om Rade Prica.