Formstærke Duncan sikrede sejren

18.04.2007 22:03

Med to mål i slutningen af kampen, var det formstærke Morten Duncan Rasmussen der afgjorde aftenens SAS Liga kamp mod Viborg på Brøndby Stadion til Brøndbys fordel.

Nede med 0-1 ved pausen, var det først forsvarstalentet, og liga-debutanten, Jacob Berthelsen der fik udlignet kort inde i 2. halvleg, hvorefter Duncan blev den helt store helt med sine to scoringer, der bringer ham op på 10 sæsonmål i SAS Ligaen.

10.379 tilskuere fik en forrygende åbning på en kamp, der siden dalede en del i kvalitet. Brøndby fik kun i perioder spillet til at køre, og chancerne var få, men til sidst headede og sparkede Duncan så de tre point til Brøndby, der nu har vundet de seneste fem hjemmekampe i træk.

Duncan

Duncan overhalede Ericsson på topscorerlisten i SAS Ligaen. 10 mål er angriberen nu noteret for - i 12 kampe.

God indledning

Med flere forsvarsspillere skadet, og Morten Rasmussen i karantæne, blev U-20 talentet Jacob Berthelsen foretrukket i midterforsvaret ved siden af Per Nielsen. Berthelsen, der inden da havde spillet i pokalturneringen og Royal League, fik dermed sin SAS Liga-debut for Brøndby, mens den mulige debutant, 17-årige Daniel Wass, sad på bænken gennem hele kampen.

I den modsatte ende var der naturligvis fundet plads til Duncan, der inden aftenens kamp havde scoret hele fem mål i de seneste fire kampe og Chris Katongo.

Jacob Berthelsen

SAS Liga-debutanten Jacob Berthelsen udlignede for Brøndby.

Opgøret fik en lovende start, med et par store chancer til Brøndby. Først var det Retov der fik en skudmulighed, efter Viborg blev spillet tynde efter godt positionsspil.

Kort efter var udeholdets Moumaife tæt på at slippe igennem på en friløber, men Stephan Andersen var hurtigt ude af sit mål. Og minuttet efter den chance fik Ericsson så muligheden, men hans flade venstrebenssafslutning gik et stykke forbi mål.

Fem minutter senere kom Viborg dog foran. Et relativt ufarligt frispark fra Thomas Poulsen sejlede højt til bagerste stolpe, hvor Stephan Andersen troede han havde dækket bolden af, men boldens opspring snød keeperen, der så bolden gå ind tæt op af stolpen.

Efter det føringsmål faldt halvlegens kvalitet en del, med mange fejlafleveringer og for lavt tempo. Alligevel fik Duncan en chance af de store, men han afslutning tæt under mål med venstre blev sparket langt over mål.

Duncan

Duncan var den store helt hos fansene med de to mål.

De unge på tavlen

2. halvleg bød på bedre Brøndby-spil, og højere tempo, uden det dog blev en spillemæssig oplevelse. Ti minutter inde i halvlegen kunne en bundsolid Berthelsen juble over den udlignende scoring, der lidt heldigt blev sparket ind via en Viborg-fod.

Den scoring fik for alvor tændt Brøndby-holdet, der jagtede føringsmålet. Duncan var tættest på med en hovedstødsscoring, som Alvbåge reddede på stregen.

Ti minutter før slutfløjtet fik Nielsen og Lantz i fællesskab erobret bolden tilbage efter et hjørnespark. Lantz slog et perfekt indlæg til bagerste stolpe, hvor en helt fri Duncan headede den flot i kassen.

Og få minutter senere var målmaskinen så på pletten igen, denne gang på en anden svenskers oplæg. Ericsson stjal bolden på feltets kant, lagde den til rette for Duncan, der hamrede den sikkert i nettet til slutresultatet 3-1.

Med de tre point hentede Brøndby yderligere ind på topholdene og hjemmebanestimen lyder nu på fem sejre i træk på Brøndby Stadion. Brøndby er nu SAS Ligaens stærkeste mandskab på egen bane.

På søndag går turen så til Vejle, hvor de blå-gule skal forsøge at hente sæsonens første udesejr.