Duncan: Holdet gav den en skalle

19.04.2007 11:05

Syv mål i fem kampe. De tørre facts taler i dén grad for sig selv. Morten Duncan Rasmussen fortsatte målformen med to flotte angribermål der sikrede 3-1 sejren over Viborg FF. Selv er hovedpersonen ikke meget for at snakke om personlig succes.

- Man kan ikke tale om at jeg har succes, selvom jeg nu har scoret i nogle kampe i træk. Det er alene et udtryk for at det går holdet godt, og når det går holdet godt, så får angriberne også nogle flere muligheder, og det har jeg høstet frugterne af, siger Duncan med ydmyghed i stemmen.

- Vi har spillet godt her i foråret, og målet for os er alene at være blandt de bedste her i foråret, vi ser ikke på tabellen. Vi tager en kamp af gangen, så må vi se hvor langt det rækker, selvom vi selvfølgelig håber på en god placering.

Duncan og Stephan A

Duncan fik en krammer af de større af Stephan Andersen, der var godt tilfreds med angriberens to træffere.

Pausen brugt konstruktivt

- Alle kunne se at første halvleg slet ikke var i orden fra vores side. Spillet flød slet ikke som vi gerne ville have det til, og det sås tydeligt. Det taler vi naturligvis om i pausen, og selvom man ikke kan sige at spillet i 2. halvleg var godt, så gav holdet den virkeligt en skalle, og alle fightede flot. Det gav så de chancer som vi så i anden halvleg, hvor det altså lykkedes for os at score 3 mål, ser Duncan tilbage.

Med 10 mål i 12 kampe er Duncan ved at spille sig ind i topscorerstriden i SAS Ligaen, men det tænker bomberen ikke over.

- For mig personligt, har det været vigtigt at komme igen efter min skadesperiode, og der er jeg ved at være nu. Det er først nu at jeg føler at jeg har den form, som jeg havde inden jeg blev skadet, og hvor benene kan følge med gennem hele kampen, griner angriberen der igen i dag altså havde to mål i støvlerne.

Chance

I første halvleg fik Duncan serveret en stor chance af Jacob Berthelsen efter et frispark, men venstrebensafslutningen gik over mål fra tæt hold.

Duncan og Agger

Sådan! Forløsning foran Faxe-tribunen.

Duncan på Faxe-tribunen

Den gode Duncan er populær hos fansene.

Duncan og Bagger

Smilene var store efter 3-1 sejren over Viborg.

Duncan interviewes

Pressen noterede flittigt hvor hovedpersonen sagde efter de to mål.