Duncan: Ærgerligt

15.04.2007 08:42

På trods af to Duncan-scoringer endte det alligevel med et 2-3-nederlag til AaB. Efter kampen var det da også en ærgerlig Brøndby-angriber, der mødte pressen.

- Vi har et indlæg til sidst, jeg er lige ved at ramme, men det kan vi ikke bruge til så meget. Jeg ved ikke, om det er udvisningen, der bliver afgørende. De får jo to mål inden, hvor vi står og sover, og så er det et lidt klodset straffespark, lyder det fra Duncan.

Det var tredje gang i træk, at Brøndby kom foran på udebane, men heller ikke denne gang lykkedes det at få sejren med hjem, og Duncan ved ikke, hvad der skal til for at få de tre point.

To gange kunne Duncan juble over scoringer, men det rakte desværre ikke til point.

To gange kunne Duncan juble over scoringer, men det rakte desværre ikke til point.

- Jeres gæt er lige så godt som mit, lyder det fra angriberen, der dog ikke føler, at spillerne har en mental blokade, når de spiller i Jylland.

- Det er ikke noget, vi tænker på, når vi spiller, men set udefra kan det godt se sådan ud. Det gør det bare mere ærgerligt, at vi kommer foran hver gang, og alle tre gange har vi haft chancen for at lukke kampene, fortæller en ærgerlig Duncan.

Fem mål i de sidste fire kampe, kan du bruge det til noget?

- Næ, egentlig ikke, hvad har vi fået ud af det? Tre point tror jeg, og det er ikke godt nok.

Også Stephan Andersen og fansene kunne juble over på scoringerne.

Også Stephan Andersen og fansene kunne juble over på scoringerne.

Duncan, der var ude det meste af foråret med en skade, er nu oppe på otte scoringer. For et par uger siden kaldte Duncan det umuligt, at han skulle blive topscorer, men nu er han kun fire mål efter Prica og Nordstrand, alligevel har han ikke topscorertitlen som mål.

- Nej, slet ikke. Den titel er helt væk. Målet for foråret er at komme opad i tabellen.