Brøndby IF forlænger med Kim Daugaard
04.04.2007 11:45
Siden sin debut i sommeren 1993 har Kim Daugaard spillet 437 i den blå-gule trøje, og nu får den elegante midtbanespiller mulighed for at opnå endnu flere kampe for de tifoldige Danmarksmestre. Kim Daugaard og Brøndby IF har således forlænget kontrakten, således at den løber til den 30. juni 2008.
- Kim er en meget værdifuld spiller med over 400 kampe bag sig. Han har gennem en lang periode haft en utrolig vigtig rolle på holdet, så vi er naturligvis glade for, at Kim fortsætter endnu en sæson. Med Kim har man garanti for at opgaven vil blive løst med sædvanligt engagement og professionalisme, fortæller sportschef Anders Bjerregaard.
Kim Daugaard har scoret i pokalfinalen mod FCM i 2005.
- Jeg er glad for at vi fik en ny kontrakt på plads, så jeg kan deltage i Tom Køhlerts arbejde med at bygge et nyt stærkt Brøndbyhold op. Jeg håber at jeg med min erfaring kan fungere som rollemodel for de mange talentfulde spillere vi har i truppen og dermed kan være med til at vise hvor stort et potentiale vi rummer som hold, siger 33-årige Kim Daugaard.