Bedring for flere af de skadede

26.04.2007 11:38

Næsten alle mand var på træningsbanen her til formiddag. Det var dog ikke alle der var til fuld rådighed for cheftræner Tom Køhlert. Flere af de småskadede spillere er dog i bedring og Thomas Rasmussen er ved at være 100 % fit igen. 

- Jeg er med i boldøvelserne med holdet og det går fint, så der går ikke så længe før jeg kan være fuldt med i træningen, fortæller Thomas Rasmussen der har været ude af spillet i knap 11 uger. Indenfor et par uger er han klar til at træne med for fuld kraft.

Også Mark Howard og Mikkel Bischoff har været på træningsbanen, dog i selskab med fysioterapeut Peter Schmidt. Howard og Bischoff laver boldøvelser, men er endnu ikke klar til at træne med igen.

Tættest på er Mark Howard, der formentlig træner fuldt med igen i starten af næste uge. Bischoff har fortsat problemer med den ene læg og et comeback trækker altså ud en smule endnu.

Også Chris Katongo døjer med en mindre skade i den højre læg og har derfor stået over træningen de seneste dage. I morgen vurderes det, om han skal på træningsbanen fredag eller lørdag. Under alle omstændigheder forventes han klar til søndagens vigtige kamp mod Esbjerg.

- Jeg har kunnet mærke lidt ømhed i baglåret på det seneste, også i kampen i Vejle, men jeg regner med at være klar til søndag. Jeg har fået behandling og håber, at jeg kan træne med allerede i morgen, fortæller Katongo fra massagebriksen.

Kasper Lorentzen har snart haft skinnen på i halvdelen af den tid han skal have den på, mens Peguero, der er tilbage i USA til bryllup de her dage, følger sin genoptræningsplan. Slutligt er det usikkert hvornår Trond Andersen er klar til at træne med igen.

Chris Katongo

Katongo har døjet med problemer i den højre læg og modtager dagligt behandling. Hans deltagelse mod Esbjerg på søndag bør dog ikke komme i fare vurderer sundshedssektoren.