Anføreren lover hårdt arbejde

27.04.2007 09:31

- Esbjerg-kampen på søndag er vigtig for alle, og jeg håber i vil møde op og vise hvad Brøndby skal stå for på lægterne. Så må vi andre arbejde endnu hårdere for at nå samme standard på banen. Vi har alle et ansvar for, at vise hvad Brøndby står for. Ikke kun på banen.

Klar tale fra anfører Per Nielsen to dage før kampen på søndag. 0-3 nederlaget i Vejle gjorde ondt og ændrede en smule på indtrykket af et godt forår med megen fremgang. Søndag skal Brøndby tilbage på sporet.

Godt vejr, godt spil og mange tilskuere?

Vejrudsigten lover flot forårsvejr på søndag med masser af solskin og anføreren håber mange møder op for at støtte Brøndby-holdet.

- Det var ikke godt nok det vi leverede i Vejle og vi er mindst lige så skuffede som vores fans. Vi vil gøre alt for, at det ikke gentager sig. Vi er i gang med et projekt, der skal genrejse holdet, og i den forbindelse er vores mange fans en utrolig vigtig del.

- Jeg kan godt forstå, hvis vores fans vil vise en reaktion, at der måske bliver mere stille end normalt, men jeg håber ikke det bliver tilfældet. Jeg kan godt love, at vi spillere vil arbejde hårdt på banen og så håber jeg fansene betaler tilbage med den støtte vi altid har fået her i Brøndby, slutter anføreren der søndag kan spille sin kamp nr. 41 i sæsonen og nr. 517 ialt i Brøndby-trøjen.

Per Nielsen

Anføreren lover hårdt arbejde på banen - og håber det bliver gengældt på lægterne.