Meulensteen: Enorm moral

28.09.2006 22:08

Pressemødet efter dagens 2-2 opgør blev indledt af en veltilfreds tysk cheftræner, der efter nogle perspektiveringer af sit holds indsats, lagde op til Rene Meulensteens evaluering af kampen.

- Vi sætter os igennem mod et meget stærkt mandskab, som jeg kun kan ønske al mulig held og lykke i fremtiden og i weekendens opgør mod FC København. De spiller en god gang viljefast fodbold, og spiller de sådan på søndag vinder de også opgøret, var Funkels ord, hvilket naturligvis fik hans kollega til at smile bredt.

Hannes Sigurdsson

Hannes Sigurdsson fightede i front og formåede at lægge bolden godt af til Martin Ericsson og de andre offensive spillere.

Dobbelt bjergbestigning

- Tak for de pæne ord, jeg kan kun gengælde dem, for Frankfurt gør det godt. Vi spiller i perioder rigtig god fodbold i dag og drengene viser enorm moral ved at kæmpe sig tilbage to gange, selvom vi reelt er slået ud efter det første mål. Vi havde ikke det bedste udgangspunkt, og skulle bestige et enormt bjerg med 0-4 som basis, og det vidste vi.

- Vi indkasserer så oven i købet et ærgerligt mål i starten af kampen, men selvom det reelt var forbi på det tidspunkt viser holdet stor karakterstyrke og i dele af kampen spiller de fantastisk flot fodbold, roste Meulensteen.

- Vi ville gerne have haft et mål eller to mere i den periode af første halvleg, så vi kunne ryste Frankfurt, men da vi så igen i starten af anden halvleg igen kommer bagud, er det igen stejlt opad. Man kan se på spillernes ansigter, at det mål tapper dem for energi, og at vi endnu en gang kommer igen er imponerende.

Morten Rasmussen

Morten Rasmussen klemmes mellem to Frankfurt-spillere.

Kort restitution

- Vi taber ikke kampen i dag, og det er i kampen i Frankfurt vi ryger ud. Der er masser at lære af disse kampe, men også mange gode ting at arbejde videre med. Lige nu handler det om at rejse os fysisk og mentalt, for der er allerede en stor kamp på søndag.

- Det er ikke meget tid vi har til at restituere og forberede os, men det vidste vi i forvejen, så der er ikke noget piveri af den grund. Vi skal have kigget lidt på dødboldene, som vi tidligere har været rigtig gode til at afvise, og jeg skal hjem og se kampen og især deres mål på video, så jeg kan se hvad der eventuelt skal rettes. Men det er ikke meget, for vi har tidligere haft godt fat, og det får vi igen.

Jubel

Per Nielsen og Thomas Rasmussen jubler over den flotte scoring til 2-2.

Bør være stolt

- Vi er ude af Europa nu, og det er en skuffelse. Mentalt er det vigtigt vi får bearbejdet den skuffelse, og kommer videre. Det er truppen også stærk nok til at gøre, smiler han.

- For mit vedkommende bliver det mit første københavnerderby. Der kommer mange tilskuere, og jeg har det sådan, at jo flere der kommer og jo mere larm, desto bedre. Danmark bør være stolt af, at have et derby som dette, og jeg glæder mig. Men når alt kommer til alt, er det bare en fodboldkamp som alle andre, og vi går altid efter at vinde, runder Rene Meulensteen af med et bredt smil.