Målrige møder at leve op til

08.09.2006 09:12

Brøndby IF og AaB gav hinanden og de to holds tilskuere tre særdeles underholdende kampe i sidste sæson, og der er derfor noget at leve op til scoringsmæssigt, når de to klubber lørdag aften tørner sammen for første gang i denne sæson.

I alt blev der nemlig scoret 14 mål i de tre indbyrdes kampe i sidste sæson, hvilket svarer til 4,67 mål pr. kamp. Det har kun én gang været højere, nemlig i 1994/1995-sæsonen, hvor der blev scoret 19 mål i fire indbyrdes kampe eller 4,75 mål pr. opgør. 1991/1992 blev der scoret 17 mål i kampene mellem Brøndby IF og AaB, og det giver 4,25 mål pr. kamp.

Faxe Tribunen jubler over en Brøndbyscoring mod AaB.

Faxe Tribunen jubler over en Brøndbyscoring mod AaB.

Den mest målfattige sæson, hvad angår møder mellem Brøndby og AaB, var  sæsonen 1998/1999, hvor der blot blev scoret fire gange eller sølle 1,33 gange pr. kamp. Brøndby og AaB har blot spillet 0-0 tre gange i 51 indbyrdes opgør, og kun én gang på Aalborg Stadion. Det var 10. maj 1999.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk