Ericsson på pletten to gange

17.09.2006 19:55

Brøndbys svenske 10'er, Martin Ericsson, scorede begge mål, da Brøndby IF her til aften besejrede Esbjerg med 2-0 foran 15.160 tilskuere på Brøndby Stadion.

Sejren var Brøndbys femte i SAS Ligaen og dermed åd Brøndby ind på førerholdet AaB, der kun fører med et enkelt point for en kamp mere.

Martin Ericsson

Martin Ericsson, dagens bedste svensker på Brøndby Stadion.

Godt fra start

Det var et opsat Brøndby-hold der løb ind på Brøndby Stadion. Selvfølgelig for at fortsætte den gode ubesejrede stime i SAS Ligaen - og selvfølgelig også for at revanchere 4-0 nederlaget fra torsdagensUEFA Cup kamp mod Eintracht Frankfurt.

Og Brøndby fik i den grad en flyvende start på dagens opgør. Efter fem minutters spil, scorede Martin Ericsson det første af sine to mål, da han hamrede Henrik Kildentofts elegante indlæg i nettet tæt inde under mål. Og der var flere velspillede angreb fra Brøndbys højre side. Det gav bla. Spelmann og Sigurdsson gode chancer.

I det hele taget var det et sprudlende Brøndby-hold der styrede slagets gang i 1. halvleg. Flotte og gennemspillede angreb, primært skabt over højrekanten, hvor Ericsson og Lorentzen viste, at de næsten kan finde hinanden i blinde.

Og mod slutningen af halvlegen, scorede Martin Ericsson sit femte sæsonmål. Han halvflugtede smukt bolden over i det lange hjørne, på et indlæg fra Thomas Rasmussen. Ericsson har udover de fem mål, lagt op til seks mål i denne sæson.

Tifo på banen

Brøndby-spillerne løb på banen til en flot kulisse.

Clean sheet

I 2. halvleg var spillet mere afvekslende, dog med Esbjerg som toneangivende i dele af kampen. Brøndby fokuserede mest af alt på at køre sejren stille og roligt hjem, mens Esbjerg aldrig investerede det hele i at vende kampen.

Casper Ankergren havde dog en del at se til, primært på skud fra distancen, men keeperen kunne efter kampen glæde sig over det fjerde personlige "rene bur" i denne sæson. Mod slutningen af kampen blev en hårdt-arbejdende Sigurdsson afløst af Giovanni Rector, der debuterede i Brøndby-trøjen.

De trætte Brøndby-spillere kørte sejren hjem på fornuftig vis, og har dermed spillet sig nærmere toppen af SAS Ligaen.

Næste opgave er allerede på onsdag i pokalturneringen mod Brønshøj, en kamp der spilles på Brøndby Stadion, mens næste SAS Liga kamp er næste søndag på udebane mod formstærke OB. 

Rector

Giovanni Rector fik sin debut for Brøndby, og nåede at vise god teknik og hurtigt fodskifte i en af sine første aktioner. Han afløste Hannes Sigurdsson, der arbejdede godt for holdet inden han småskadet lod sig udskifte.