Brøndby eneste ubesejrede hold

18.09.2006 08:03

Med søndagens sejr over Esbjerg fB kan Brøndby IF som det eneste mandskab i SAS Ligaen fremvise et rundt nul ud for antal nederlag i denne sæson. De første otte opgør i denne sæson har således kastet fem sejre og tre uafgjorte af sig, og de blå-gule indtager SAS Ligaens andenplads med blot ét point op til AaB - og med en kamp i hånden.

2-0-sejren over Esbjerg markerede samtidig en tangering af Brøndbys klubrekord, der for anden sæson i træk tæller sejre i samtlige af de fem første hjemmekampe. Forude venter nu to udekampe mod henholdsvis OB og FCK, og derfor får Brøndby først mulighed for at udbygge rekorden til seks hjemmesejre fra start, når FC Midtjylland gæster Brøndby Stadion 15. oktober.

Gårsdagens kamp var desuden endnu et "clean sheet" mod Esbjerg i SAS Ligaen. De seneste tre SAS Ligakampe i træk har Brøndby holdt vestjyderne fra fadet, og de seneste 10 indbyrdes møder har Brøndby holdt nullet bagude i syv tilfælde.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Hannes Sigurdsson

Hannes Sigurdsson sled og slæbte helt i front, indtil han i slutminutterne lod sig udskifte med en skade. Han blev afløst af debutanten Giovanni Rector.