Mindst 10.000 for syvende gang i træk

14.10.2006 09:12

Alt tyder på ny, flot opbakning, når Brøndby IF søndag aften tager imod FC Midtjylland i SAS Ligaens 12. runde. Det er næsten givet på forhånd, at der tropper mindst et femcifret antal tilskuere op til kampen, og det vil være syvende gang i træk og 11. gang i alt i denne sæson, at Brøndby kan samle mindst 10.000 tilskuere til SAS Ligabold.

Den eneste gang, tallet har været under 10.000, var 13. august, da Randers FC og Brøndby spillede 1-1 i det kronjyske. Dengang var 9.153 med til at sætte ny SAS Liga-rekord på det ombyggede Essex Park i Randers.

Syv gange med 10.000 eller flere tilskuere er ingen Brøndby-rekord. Den lyder på 12 kampe på stribe og stammer fra slutningen af forrige sæson.

Masser af tilskuere på Faxe Tribunen da Brøndby IF slog FCM 5-0 sidste efterår.

Masser af tilskuere på Faxe Tribunen da Brøndby IF slog FCM 5-0 sidste efterår.

På Brøndby Stadion runder vi snart 70 kampe i streg med mindst 10.000 tilskuere. Og faktisk var det en FC Midtjylland-kamp, der senest blev set af færre end 10.000. 22. september 2002 vandt Brøndby med 4-0 for øjnene af 8.496 på Brøndby Stadion.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk