Meulensteen: Wake up call

18.10.2006 21:33

- Jeg er meget skuffet over præstationen i første halvleg. Vi virker uorganiseret er ikke aggressive nok, og spiller for langsomt. Det eneste positive vi kunne tage med til pausen var reaktionen på deres føringsmål og det hurtige svar. Det er den slags reaktion jeg håbede at se i hele kampen efter weekendens nederlag, men selvom alle var på det rene med vigtigheden af kampen, investerede vi ikke nok.

- Jeg er bedre tilfreds med anden halvleg, men selvom vi bør vinde til sidst, forivrer vi os også i et par situationer, der kunne have kostet i den anden ende. På den baggrund kan der ikke siges så meget itl resultatet.

Mod til at turde

Cheftræner Rene Meulensteen fortæller stille og roligt om aftenens kamp og de udfordringer han og holdet står for i den kommende tid:

- Alle der har dyrket sport ved godt hvordan spillerne har det lige nu. Lidt mere overordnet må jeg konstatere, at vi ikke er hvor vi gerne vil være og hvor et hold som Brøndby skal være. Det er klart.

- Samtidig er vi dog ikke i en situation, som man ikke ser i stort set alle ligaer og hos alle tophold fra tid til anden. Vi spiller ikke op til det vi kan, og det ruller ikke rigtig vores vej. Lige nu handler det om at undgå en sneboldeffekt ved, at rette ryggen og turde tro på at vi vinder den næste kamp.

Tiltro

- Jeg har fuld tiltro til, at vi vender det her. Jeg kender kvaliteten i truppen, og jeg ved hvad spillerne indeholder. Det er i perioder som den vi oplever lige nu, at store hold viser sig, og viser hvad klubberne står for.

- Vi skal erkende, at vi er i en situation vi ikke kan lide at være i. Vi kender vejen ud og op, men det handler om at tænke klart, og finde svarene på de spørgsmål, der naturligt melder sig. Det er min opgave, konstaterer cheftræneren før han går tilbage til omklædningsrummet. Og arbejdet.