
Meulensteen: Vi skal rejse os hurtigt
15.10.2006 21:55
- Vi starter præcis som vi ville med højt pres, hurtigt kombinationsspil og målsøgende fodbold. Desværre varede det kun 6 minutter, konstaterer cheftræner Meulensteen lakonsik.
- Egentlig synes jeg det er OK indtil de scorer målet efter 20 minutter. Vi giver dem en dum dødbold, og straffes for ikke at gøre arbejdet færdigt i feltet. Målet i sig selv er ikke katastrofalt, men de scorer meget hurtigt efter, og det er afgørende.
- Jeg er ikke tilfreds med den måde vi spiller fodbold på i dag. Vi fokuserer meget på bolden, og glemmer lidt hvad der foregår omkring os. Til FC Midtjyllands ros skal det siges, at de er rigtig gode til at udnytte det, og 0-2 ved halvleg er fortjent nok.
Organisation
- I pausen taler vi om, at fokusere på organisationen og sørge for, at de ikke får et hurtigt mål. Samtidig skulle vi have mere kvalitet i vores spil; tidligere indlæg, effekt i vores løb uden bold, osv.
- Vi får hævet niveauet, men det var en af den slags dage hvor man havde en følelse af, at det bare ikke skulle blive rigtig godt. Sådan er det en gang imellem, og det der gør et tophold er, at man rejser sig fra den slags.
Omkring udskiftningerne forklarer Meulensteen:
- Thomas Rytter gør det faktisk ok, men nede med 2-0 skal der ske noget, og jeg ville gerne have Retov ind på midtbanen. Thomas har været ude med en skade, og jeg regnede med, at han skulle ud alligevel på et tidspunkt, og så valgte jeg at gøre det i pausen, hvor der alligevel skulle rokeres.
- Lantz var helt klar, men jeg tog ham ud fordi, han havde fået et gult kort. Det var en af den slags kampe, hvor dommeren kunne hive flere kort op, og Lantz i form er en vigtig spiller for holdet. Samtidig ville jeg satse endnu mere offensivt.
Kontinuitet efterlyses
Direkte adspurgt om, hvorvidt de mange skader efterhånden sætter deres aftryk, fortæller han:
- Det er ikke en undskyldning, for vi har en bred trup med mange gode spillere. Når det er sagt, er det klart, at vi bruger megen tid og energi på at få aftalerne på plads, når der hele tiden er nye folk til jobbet.
- Vi har ikke haft den kontinuitet, der giver stabilitet og tillid, og faktisk har vi kun én gang i denne sæson spillet to kampe med samme opstilling. Det giver en del arbejde, smiler cheftræneren.
Ærlighed og reaktion
- Nu handler det om, at være ærlige over for os selv og hinanden. Vi skal se med lup på de ting der kan forbedres, og vi skal arbejde videre med projektet, uanset at vi ryger ind i en kamp, som denne.
- Jeg er faktisk glad for, at vi har en kamp allerede på onsdag, for det betyder at vi kan pive lidt i aften, og så er det altså videre med fuld fokus allerede i morgen. Vi skal bounce back hurtigst muligt, runder Rene Meulensteen af.