Meulensteen: Vi er klar til revanche

18.10.2006 09:48

- Hele sidste uge, og her efter FCM-kampen, har vi trænet rigtig godt. Der har været god intensitet og koncentration over hele linjen, det har givet god kvalitet, og selvom vi resultatmæssigt ikke har tur i den, har humøret og stemningen været god, skriver René Meulensteen i sin klumme til Kampmagasinet til aftenens kamp mod Silkeborg på Brøndby Stadion.

Mens Martin Spelmann må stå over med en øm ryg, er midtbaneveteranen Kim Daugaard tilbage i truppen. Og det glæder cheftræneren.

- Kim Daugaard har været udenfor i nogle uger, men han har trænet godt med den seneste uge. Der er en god chance for, at Kim er tilbage i truppen til dagens kamp, måske endda med en plads i startopstillingen. Han er en god balancespiller med stor rutine. Hans rolige spillestil smitter af på de øvrige på holdet, og med ham på banen kan vi måske bruge vores kræfter en smule bedre.

Kim Daugaard på holdet eller ej. Brøndby skal vinde slår Meulensteen fast.

- Jeg er sikker på, at spillerne vil svare tilbage med en god kamp i dag, og jeg føler mig overbevist om, at vores fans vil give dem en fantastisk velkomst og support gennem alle 90 minutter. Vi skal alle bruge vores kræfter på en konstruktiv måde, så vi får et positivt resultat i dag, afrunde han.

René Meulensteen

Trænerteamet Meulensteen og Siggaard.