Kvinder klar til kamp

17.10.2006 13:15

I morgen kl. 18 løber Brøndby IF's bedste kvindehold på banen på Karl Liebknecht Stadion i Potsdam til kvartfinale-returopgøret mod Turbine Potsdam i UEFA Women's Cup. Med sig i bagagen til Tyskland har de regerende danske mestre en overbevisende 3-0 sejr på hjemmebane.

I formiddags landede kvinderne i Berlin-lufthavnen Tegel som ligger 20 minutters kørsel fra Potsdam. brondby.com fangede en optimistisk cheftræner Henrik Jensen efter at holdet var indkvarteret på deres hotel.

- Vi har et utroligt godt resultat med os herned. 3-0 over et tysk hold er virkelig noget der giver genlyd inden for kvindefodbold. Det svarer til da Brøndby IF's ligaspillere slog Bayern München i 1998, men nu er det vigtigt at vi holder hovederne kolde, fortæller Henrik Jensen.

DM-pokalen hæves for fjerde gang på lige så mange år.

Første kamp blev vundet 3-0 på mål af Cathrine Paaske-Sørensen, Stine Kjær Dimun og Kicki Søs Nielsen.

Holde fast i stilen

- Vi skal fokusere på at spille på samme måde som hjemme på Brøndby Stadion. Vi ved at tyskerne er utroligt farlige hvis de får mulighed for at udnytte deres fysik. Ønskesituationen er selvfølgelig et hurtigt mål til os, der kan lukke luften ud af kampen, for så længe Potsdam kan holdet nullet, vil de have en tro på at de kan hente de tre mål.

- Men jeg tror at vi stærke nok til at modstå det; jeg var i hvert fald meget imponeret over spillernes præstation i den første kamp, lød det fra cheftræneren inden han kastede sig over forberedelserne til dagens officielle træning på Karl Liebknecht Stadion kl. 17.

Ekstra