Udesejr!

23.11.2006 20:49

Brøndby hentede sæsonens første udesejr, da svenske Hammarby på egen bane blev besejret 3-2 i Brøndbys første Royal League-kamp. Udesejren kom i hus efter en god afslutning på 2. halvleg, hvor en 2-1 føring til Hammarby blev vendt til 3-2 sejr til Brøndby.

Thomas Rasmussen udlignede til 1-1 i første halvleg, mens Martin Spelmann udlignede til 2-2 i 2. halvleg. Ti minutter før tid scorede Martin Ericsson et fremragende frisparksmål.

Da dommerens sidste fløjt havde lydt, var det en flok glade Brøndby-spillere der kunne strække armene i vejret - for første gang på udebane i denne sæson. Sejren var samtidig den første udesejr siden april måned.

Bagud ved pausen

Brøndby var endnu engang tvunget til at starte med nye folk på nye pladser. Thomas Rytter var rykket ind i midterforsvaret i stedet for Mark Howard, mens Henrik Kildentoft var tilbage på højrebacken. I en lidt alternativ opstilling lå Thomas Rasmussen i angrebet med David Williams.

Opgøret fik en god og levende start, med et hjemmehold der både kunne og ville spille pasningsfodbold. Og det var også Hammarby der kom frem til de største chancer. Efter 20 minutter måtte svenskerne se en afslutning ramme indersiden af stolpen.

Et par minutter senere var Hammarby igen farlige og denne gang var stolpen ikke i vejen. Zengin udnyttede alt for meget plads centralt foran målet til at lægge bolden forbi Ankergren i målet til Hammarby-føring.

Det hårdt prøvede Brøndby-hold fik dog oprejsning godt og vel fem minutter senere. Efter en smart hjørnesparkskombination mellem Ericsson og Retov, var det til sidst Thomas Rasmussen der fik skrabet en returbold i mål en meter fra målstregen, til stor jubel for holdkammeraterne omkring målscoreren.

Hammarby kom dog foran lige før pausen, da den store angriber Nhleko headede et højt indlæg i mål ved bagerste stolpe, i en situation hvor Ankergren blev fanget på den første stolpe. Set på spil og chancer var det en fair stilling ved pausen.

Flot moral

2. halvleg startede som store dele af 1. halvleg forløb, men som halvlegen skred frem, så man et Brøndby-hold træde mere og mere i karakter, mens hjemmeholdet tabte pusten. Brøndby fik som kampen skred frem overtaget. Spillet blev skubbet længere op på Hammarbys banehalvdel, mens spillerne holdt bedre fat i bolden.

Belønningen kom da unge Martin Spelmann, en af flere unge spillere der viste god vilje og løbevillighed, i to omgange kunne sparke bolden flot i mål bag Hammarby-keeperen. Med 2-2 scoringen fik Brøndby-holdet tanket savnet selvtillid og det skulle blive bedre.

Martin Ericsson blev fældet uden for feltet efter en flot vending med bolden. 10'eren tog ansvar og sparkede Brøndby på 3-2 med et følt frispark over muren. Til stor jubel for de til lejligheden blå-klædte Brøndby-spillere.

Med ti minutter igen havde Brøndby evner til at trække tempoet ud af kampen. Hammarby havde muligheden for en udligning, men stillingen holdt hjem og dermed var Brøndbys første udesejr i sæsonen en realitet. Og de tre point gav en flot start på årets Royal League-turnering.

Om en uge mødes de to hold i det omvendte opgør på Brøndby Stadion.