Træning med opmærksomhed

25.11.2006 14:30

Morten Rasmussen og Hannes Sigurdsson trænede endnu engang fuldt med i træningen, da ca. halvdelen af truppen var på træningsbanen til lørdagens formiddagstræning.

Martin Ericsson, Thomas Rytter, Thomas Rasmussen, Mads Jørgensen, Trond Andersen, Ruben Bagger, Kim Daugaard, Kasper Lorentzen, Peguero, Mark Howard og Stefan Schmidt var alle indenfor, mens Duncan var syg.

De øvrige A-trupspillere var på træningsbanen hvor der blev trænet i bl.a. pasninger og løb uden bold.

Omkring 40-50 tilskuere overværede træningen og gjorde opmærksomme på sig selv med bannere og et enkelt romerlys. Det drejer sig om folk fra miljøet i yderkanten af Brøndbys fankreds, men hverken spillere eller trænere lod sig distrahere af aktiviteterne udenfor træningsbanen.

- Hverken spillerne eller os trænere følte os generet på noget tidspunkt, fortæller Peder Siggaard om dagens træning.

- Jeg så ikke hvad der skete efter træningen, men har fået fortalt, at der var lidt hærværk på nogle politibiler og en enkelt af spillernes biler, men det er ikke noget vi tænker videre over.

Hvad der efterfølgende skete på området omkring Brøndby Stadion er et anliggende for Glostrup Politi.

Truppen holder fri i morgen, men træner igen mandag kl. 13:00.