Nederlag i Randers

19.11.2006 19:53

Brøndby sluttede med et nederlag i SAS Ligaen, da Randers FC her til aften vandt 2-0 på Essex Park i Randers takket være to sene scoringer. Dermed overvintrer Brøndby på 7. pladsen i SAS Ligaen efter årets sidste SAS Liga-kamp.

Brøndby spillede i store perioder en ganske god kamp, men mod kampens slutning var det hjemmeholdet der havde det afgørende held. Mike Jensen og Thomas Rasmussen havde afslutninger på stængerne, men i stedet for stolpe ind, var det stolpe ud.

Det modsatte var tilfældet for Randers, der hentede deres første sejr over Brøndby på sene scoringer af Fall og Sane.

Mike Jensen havde bl.a. et forsøg på stolpen.

Mike Jensen havde bl.a. et forsøg på stolpen.

Kanonskud

Brøndby havde cheftræner René Meulensteen tilbage på trænerbænken, mens Per Nielsen spillede sin kamp nr. 500 for Brøndby IF. Og der var mange ting at spille for for de blå-gule, bl.a. sæsonens første udesejr.

Og det var til at se, at Brøndby ville hente sejren. Der var periodevis fint spil, gode kombinationer og de små halve chancer var der også. Bl.a. en Thomas Rasmussen tværaflevering til Williams, der gled i samme moment på en ellers rigtig god bane årstiden taget i betragtning.

Første halvlegs største chance tilfaldt Thomas Rasmussen, der med et fremragende langskud fra 25 meter havde kurs direkte mod mål. Randers-keeper Martin S. Jensen fik dog det yderste af lappen på og kanonskudet blev snittet op på overliggeren og til hjørne.

David Williams

Denne gang var der ingen mål i David Williams' støvler.

Stolpe ud - for Brøndby

Efter 0-0 ved pausen var der positive ting at se tilbage på for Brøndby da 2. halvleg blev sparket igang, men Brøndbys niveau efter pausen var ikke helt så godt som i 1. halvleg, og de store chancer udeblev.

Mike Jensen skabte på egen hånd den chance der kunne afgøre kampen til Brøndbys fordel, da han vendte med bolden i feltet og satte en mand af med god fysik. Med et hårdt og fladt spark fik han placeret bolden forbi Randers-keeperen, men den flotte afslutning ramte indersiden af stolpen.

I stedet for stolpe ind til det hårdt prøvede Brøndby-hold, blev det altså stolpe-ud. Stolpe-ind blev det iderimod for oprykkerne fra Randers, der først kom foran ved topscorer Djiby Fall. Indskiftede Sane slog sejren fast da han let udplacerede Ankergren.

Med 2-0 nederlaget i Randers led Brøndby endnu et nederlag på udebane, hvor holdet endnu ikke har formået at hente tre point, alle turneringer inklusiv.