Molle: 100 % i gang

30.11.2006 11:59

- Vi er inde i en svær periode, og det tager mentalt meget hårdt på en. Dem, der har spillet næsten alle kampene, vil kunne mærke det, men jeg har været ude i meget lang tid og ser Royal League som en god mulighed for at komme hundrede procent i gang igen og gøre et godt indtryk, fortæller Morten Rasmussen forud for aftenens kamp mod Hammarby.

Har sæsonen været en succes, hvis I vinder Royal League?

Nej, det ved jeg ikke, om jeg synes. Vi ligger nummer syv, er ude af pokalen og ude af UEFA Cup'en, så på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se, at det redder os, men jeg tror bestemt på, at når vi møder op efter jul, kan vi godt hente rigtig mange point, og jeg udelukker ikke top to. Det tror og håber jeg meget på.

Jubel på Söderstadion

Jubel på Söderstadion. Foto Royal League/Per Kjærbye/Anders Kjærbye.

Tidligere Brøndby-spiller Mikkel Jensen, der nu er hos Hammarby, taler om, at Brøndby-ånden er væk, hvordan ser du på det?

- Nu har jeg aldrig spillet sammen med Mikkel Jensen, så jeg ved ikke, hvad det er for en Brøndby-ånd, han har oplevet, men det er klart, at et hold, der taber så mange kampe - altså flere end vi er vant til - er et hold i knæ. Om det så betyder, at Brøndby-ånden er væk, ved jeg ikke, men der er ingen, der er mere kede af det, end os spillere.

Ved du hvad Brøndby-ånden er?

- Jeg tror godt, jeg ved, hvad han mener. Når man trækker den gule trøje over hovedet er der noget helt specielt, rammerne er særlige, og du skal være klar på en speciel måde. Jeg synes ikke, Brøndby-ånden er væk, afslutter Morten Rasmussen.

Læs mere om aftenens kamp i Kampmagasinet som du kan købe ved indgangene og i boderne på Brøndby Stadion. Prisen 20 kr.