Meulensteen: Den store bonus

23.11.2006 22:15

- Det har været meget svære tider for os her i efteråret. Ligatabellen taler for sig selv, og desuden blev vi sendt ud af pokalen. Dét har bestemt ikke været befordrende for selvtilliden, og derfor er Royal League en fantastisk mulighed for at starte helt fra bunden og bygge noget op. Det begyndte vi på i aften med en sejr over et af Sveriges bedste hold, lød det veloplagt fra cheftræner René Meulensteen efter 3-2 sejren over Hammarby på Söderstadion i Stockholm.

- Vi får kæmpet os tilbage efter en spillemæssigt dårlig første halvleg, men da vi udligner til 1-1 viser vi en snert af den karakter som vandt 2. halvleg for os. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende at vi er bagud 1-2 ved pausen, og det gjorde jeg også meget klart for spillerne i omklædningsrummet.

Endelig bonus

- Udligningen til 2-2 var vendepunktet. Der er selvfølgelig noget held involveret, men først og fremmest viser vi vilje til at vende kampen. Og dét gør vi med flotte mål og karakter. Vi får mere tempo i spillet og får presset modstanderen højere oppe på banen, og det giver bonus. Set i lyset af Hammarbys chancer - især stolpe-ud situationen i 1. halvleg - ville uafgjort have været et fair resultat, men nu fik vi altså den store bonus i form af en sejr, kommenterede Meulensteen.

- Vi har nu fået en god start på Royal League - og dét endda på udebane - og vi vil derfor kæmpe hårdt for at vi næste torsdag kan give de mange loyale fans som har støttet os gennem et svært efterår, en sejr hjemme på Brøndby Stadion, afslutter cheftræneren.