Ingen tifo på søndag

03.11.2006 10:00

Brøndby IF har valgt at viderebringe Brøndby Supports og Brøndby Tifos opfordring til de Brøndbyfans som på søndag på udebane i Parken støtter deres hold mod F.C. København i SAS Ligaens 16. runde.

Opfordring

Da Brøndby IF senest gæstede Parken, foranstaltede et mindretal af Brøndby IF's fans ødelæggelser på sæder og boder. Brøndby Support og Brøndby Tifo tager naturligvis afstand fra ødelæggelserne og de, der foranstaltede disse. Og skulle der igen opstå en situation hvor det bliver nødvendigt for politi og kontrollører at indfinde sig på tribunen, opfordrer Brøndby Support og Brøndby Tifo til at man søger væk fra problemerne, og lader politi og kontrollører udføre deres arbejde. Lad ikke mindretallet ødelægge Brøndby IF's gode navn.

Ødelæggelserne har imidlertid fået en kedelig konsekvens. Kedelig for det store flertal af Brøndbyfans, der på søndag tager i Parken for at støtte Brøndby IF med fredelige midler. FCK har nemlig strammet op om sikkerheden for at hindre en gentagelse af ødelæggelserne. Vi er således gjort bekendt med følgende:

  • Brøndby Tifo får ikke adgang til Parken for at forberede en tifo.
  • Flag, topindsflag og bannere vil blive konfiskeret ved indgangene. 
  • Boderne er lukket på Brøndby IFs afsnit.

Tifo i Parken

Tidligere Brøndbytifo i Parken.

Brøndby Tifo har derfor måttet stoppe forberedelserne til søndagens derby i Parken, da FCK af sikkerhedsmæssige årsager har valgt at forbyde så godt som alle former for visuel opbakning til Brøndby IF. Dette sker som følge af de ødelæggelser der fandt sted sidst Brøndby IF gæstede Parken. Man ønsker således fra FCK's side ikke at Brøndby IF's fans har mulighed for at forberede en tifo til kampen, og ligeledes har vi fået besked på, at blandt andet flag og bannere vil blive konfiskeret ved indgangen.

Brøndby Support og Brøndby Tifo finder det stærkt beklageligt at FCK har valgt at lade nogle få uheldige elementer sætte dagsordenen i forhold til det store flertal, der ønsker en intens men positiv atmosfære i form af slagsange, chants og kulør på tribunerne. Vi har selvsagt appelleret til FCK, og påpeget at forbudet ene og alene straffer de, der vil den fredelige fodboldfest, og at de, der vil det modsatte, kan frygtes at bruge forbuddet til at hidse hinanden op til nye ødelæggelser, men FCK har desuagtet fastholdt deres forbud.

Tifo

Brøndbysfans i gang med tifoen til dennes sæsons første nyklassiker i Parken.

Brøndby Support og Brøndby Tifo tager naturligvis afstand fra de ødelæggelser der forekom ved sidste møde mellem Brøndby IF og FCK, og vi ønsker absolut ikke at nogle skal bruge udmeldingen fra FCK som incitament til at foranstalte nye ødelæggelser. Sådanne ødelæggelser vil kun falde tungt tilbage på Brøndby IFs renommé og de vil kun tjene til at styrke FCK i det indbyrdes styrkeforhold. Vi opfordrer derfor alle til at opføre sig i Brøndby IFs interesse, og ikke gå FCKs ærinde med nye ødelæggelser til følge.

Vi opfordrer i stedet alle til at benytte lejligheden til at vise FCK, at Brøndby IF's fans også er hjemmepublikummet overlegent uden de vanlige visuelle hjælpemidler. For nok kan de stoppe vores tifoer, og de kan konfiskere vores flag, men vores trøjer og halstørklæder og sangstemmer kan de ikke tage fra os, og derfor opfordrer vi til at alle der har billet til Brøndby-afsnittene på D-Tribunen medbringer trøje og specielt halstørklæde. Desuden opfordrer vi ALLE til at synge 100 procent igennem på sangene. Vi ønsker ikke a se nogen stå og synge halvhjertet, der skal fuld styrke på sangene, i ALLE 90 minutter.

Derfor, medbring trøje, halstørklæde, sangstemme og en fanatisk vilje til at synge hjemmeholdet ned under græsset. Vi ses i Parken!

Brøndby Support & Brøndby Tifo