Første gang siden 1993

21.11.2006 08:36

Brøndby IF satte søndag aften et lidt kedeligt punktum på efteråret i SAS Ligaen med udekampen mod Randers FC. Stolpe-ud for Mike Jensen gav i stedet sejr til kronjyderne, og dermed prøvede Brøndby IF for første gang nogensinde at gå gennem et helt efterår uden en sejr på udebane.

Brøndby IF overvintrer i bedste fald på SAS Ligaens syvendeplads, og det er første gang siden 1993, at klubben går til vinterpause uden for top 3. Efteråret 1993 sluttede med en fjerdeplads til Brøndby, og dette efterårs syvendeplads er således Brøndbys dårligste vinterpause-placering nogensinde.

For at gøre ondt værre har Brøndby aldrig tidligere i Superligaen hentet så lidt som 26 point i 18 runder. Ganske vist havde Brøndby kun 20 point efter 18 runder i 1993, men dengang gav en sejr kun to point. Omregnet ville de blå-gule have haft 27 point efter 18 runder dengang. I 2002 havde Brøndby 29 point efter 18 runder, altså blot tre point flere end i år, men helt utroligt var det dengang nok til en andenplads!

Brøndbys målscore efter efterårets 18 runder lyder på de for Brøndby så atypiske 24-21. Ikke siden 1992 har Brøndby scoret så få mål i et efterår. Dengang blev det til blot 21 scoringer. Og derudover har Brøndby ikke siden 2000 lukket 21 mål ind på 18 runder. Dengang blev der scoret 23 mål de første 18 runder.

Det har i sandhed været et usædvanligt Brøndby-efterår, som samtidig også understreger Brøndbys unikke status i dansk fodbold: Siden 1995 har Brøndby hvert år fået mindst sølv. Bortset fra 1992 har Brøndby fået medalje hvert eneste år i Superligaen. Og kun to gange siden 1985 er det ikke blevet til medaljer.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Mike Jensen

Mike Jensen var tættest på Brøndby-scoring med et flot stolpeskud i nederlaget i Randers.