Forløsning - sejr over Silkeborg

11.11.2006 19:15

På mål af David Williams, Martin Ericsson og Mike Jensen vandt Brøndby lørdag aften med 3-1 over Silkeborg og vandt dermed den første SAS Liga-kamp siden 2-0 over Esbjerg den 17. september.

Det startede ellers skidt, da Holmar Örn Runarsson efter 11 minutter bragte Silkeborg foran med en veltimet inderside. Brøndby pressede godt på og var i flere situationer tæt på udligningen. Thomas Rasmussen headede på overliggeren og Martin Retov brændte straffe begået mod Per Nielsen.

Spillerne kom på banen til synet af en Faxe Tribune iklædt Brøndbylogoet og med teksten "Ud af mørket lyser stoltheden".

Spillerne kom på banen til synet af en Faxe Tribune iklædt Brøndbylogoet og med teksten "Ud af mørket lyser stoltheden".

Tre minutter før pausen kom forløsningen dog, da australske David Williams scorede på et flot langskud. Teenageren modtog bolden, tog et par træk og huggede fladt på mål uden chance for David Preece i Silkeborg-målet.

Ny stjerne født

I anden halvleg pressede Brøndby også godt på, men alligevel skulle man helt hen til ni minutter før tid, før de 9.291 tilskuere kunne se de blågule bringe sig foran.

Endnu engang var det australske David Williams, der var ophavsmanden. Han modtog bolden i dybden, men fik afsluttet på Preece. Williams var imidlertid hurtigt over returen og fik prikket den til Martin Ericsson, der kunne score i det tomme mål, og Brøndby Stadion eksploderede i glædesudbrud.

En drømmekamp for den unge australier.

En drømmekamp for den unge australier.

Foran 2-1 fik Brøndby kun flere chancer og i overtiden slog en anden teenager, den indskiftede Mike Jensen, sejren fast. Martin Retov slap fri på højrekanten, driblede helt hen til Preece og spillede så bolden hen til Mike Jensen, der kunne score i tomt mål.

David Williams med nummer 31 på ryggen blev kåret til Man of the Match, og efter kampen blev han fortjent hyldet af Faxe Tribunen, der formentlig har set en ny stjerne blive født.

Med sejren overhaler Brøndby Esbjerg i tabellen og ligger nu a point med FC Nordsjælland på femtepladsen.