9. udekamp i vente

17.11.2006 14:59

Søndag skal Brøndby IF forsøge at hente sæsonens første fulde gevinst på udebane, når det gælder kampen mod Randers FC i efterårets sidste runde. Brøndby har nemlig vundet tre af de seneste fire møder med randrusianerne i SAS Ligaen. De tre første møder mellem de to klubber endte således alle med en 2-0-sejr til de blå-gule, mens denne sæsons første møde i Randers gav resultatet 1-1.

Brøndbys motivation for at hente den første udesejr siden april må også være, at klubben dermed undgår sit første efterår helt uden tre point på fremmed græs. Indtil videre har Brøndby spillet otte udekampe, og selv om kun tre er tabt, mangler den første sejr altså.

Det placerer Brøndby på en uvant placering som nummer ni i udebanestillingen, hvor kun Viborg, Vejle og søndagens modstander fra Randers FC har klaret sig dårligere. De har dog alle vundet én udekamp i sæsonen. Brøndby er desuden SAS Ligaens mindst scorende udehold i denne sæson med seks mål mod 10 indkasseret. Også Viborg og AC Horsens har scoret seks mål på udebane i denne sæson.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Peguero

Peguero med en hovedstødsmulighed i sæsonens første opgør i Randers.