Stor udskiftning i begge trupper

16.03.2006 09:25

Hvad enten det har været på grund af skader, karantæner eller ganske enkelt transferaktivitet, har Brøndby IF og lørdagens modstander fra Silkeborg det til fælles, at begge klubber har været godt omkring i spillertruppen i løbet af sæsonen.

Ingen af de to klubber har således en spiller, der har været med i samtlige minutter i de 21 runder, der indtil videre er afviklet. Tættest på hos Brøndby kommer svenske Johan Elmander, der har spillet 1.721 minutter. Egentlig overgås han af Martin Ericsson, der - selv om han kun har spillet én kamp for Brøndby - har optrådt i samtlige kampe i sæsonen med 20 kampe for AaB inden klubskiftet i vinterpausen.

Hos Silkeborg har tre mand været med i alle 21 kampe for klubben. Jens Berthel Askou har været på banen i længst tid med 1.785 minutters fodbold i benene, mens også Simon Nagel og Thomas Raun med henholdsvis 1.367 og 1.228 minutter på banen har været med i alle Silkeborgs 21 opgør.

Brøndbys mindst brugte spiller af dem, der har været på banen, er forsvarsspilleren Morten Rasmussen, der fik 14 minutter mod Horsens 2. oktober, mens Silkeborgs Lasse Ankjær kun har luftet sine fodboldstøvler i otte minutter i denne sæson. Det var mod AGF 20. juli.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Johan Elmander og Martin Ericsson

Johan Elmander og Martin Ericsson har fået masser af spilletid i denne sæsons SAS Liga.