Laudrup: Overraskende højt niveau

13.03.2006 09:01

- Det er sjovt som tingene kan vende fuldstændigt på 7 dage. I sidste uge var der ikke grænser for hvor meget bedre end os FCK var, og nu har vi så slået dem ud af pokalturneringen og vundet en storsejr i ligaen.

Michael Laudrup smiler underfundigt mens han evaluerer aftenens indsats mod FC København.

- Alle på holdet udstråler god vilje i dag, og alle situationer, offensivt som defensivt, angribes med 100 % koncentration af alle spillere. Samtidig har vi fået lidt mere fysik på banen med Trond og Kim, og så spiller vi altså godt, selv under svære forhold.

- Kim fylder godt i front, og det giver Elmander mulighed for at trække lidt tilbage i banen, hvor han befinder sig bedst. Ericssons udgangspunkt var højre kant, men han trækker ofte ind i banen, hvilket, sammen med Elmander, giver overtalssituationer centralt. Samtidig giver det plads til Thomas Rytter bag Bergdølmo, og det udnyttede vi godt i dag.

Brøndbyjubel

Jubel efter Ericssons 2-0 scoring.

Mentale plusser

- Det skal siges, at vores mål kom efter forholdsvist store fejl i FCK's forsvar, og især nummer 2 er noget vi ikke er vant til at se. Det er vigtigt at spillerne er klar i den slags situationer, og det må man sige at de var i dag.

- Den sidste uges resultater giver en hel masse mentalt. På begge sider. For selvfølgelig betyder det noget, at vi har vundet de kampe, og at de altså i 3 kampe i træk ikke har formået at score et eneste mål.

- For vores vedkommende er det et stort boost, at vi allerede nu er så tæt på førstepladsen, men det ændrer ikke noget ved indstillingen til de kommende opgaver. Vi skal stadig vinde kampene, uanset de seneste par sejre.

- Jeg synes vi spiller rigtig godt, og det er opløftende at vi på dette tidspunkt, og under de baneforhold, kan levere en god teknisk indsats. Det viser noget om et højt fodboldmæssigt niveau i truppen.

Kim Christensen

Kim Christensen spillede en god kamp helt i front og kommer her højest i en hovedstødsduel.

Slagkraftigt hold

På spørgsmålet om skadessituationen svarer Laudrup:

- Vi har valgt at fokusere på de folk vi har til rådighed, og indstillingen er, at vi skal stille med et slagkraftigt mandskab hver gang. Med det udgangspunkt, gør de folk der kommer tilbage fra skadespauser kun truppen stærkere.

- Vi har fået en god start, og allerede på lørdag kan vi overtage førstepladsen. Det går vi efter, men der er ikke forskel på den kamp, og de 11 efterfølgende. Vi skal vinde, og det gjorde vi i dag. Så kan man ikke være andet end tilfreds, runder cheftræneren af.

Fan

Denne fan var i ligeså godt humør som cheftræneren, da dommer Knud Erik Fisker fløjtede 3-0 kampen af.