Lantz matchvinder i jubilæumssejr

29.03.2006 16:19

Marcus Lantz sørgede for, at Brøndby IF fik en sejr i superligakamp nr. 500. Den svenske midtbanegeneral scorede sejrsmålet i 1-0 sejren over OB foran 13.017 tilskuere på Brøndby Stadion.

De så en underholdende og velspillet kamp, med stribevis af chancer til en velsmurt Brøndby-offensiv. Sejren var sæsonens 17. og den 12 op hjemmebane i den 13. kamp. Desuden var sejren nr. 274 i all-time statistikken i Superligaen.

Tryk på

Brøndby IF startede som i søndags, dog med den undtagelse at Henrik Kildentoft var med fra start som højreback. Og den talentfulde forsvarsspiller spillede en fornuftig kamp, med sikkert arbejde i både defensive som offensiven.

På den centrale midtbane vandt Marcus Lantz og Martin Retov stort set alle dueller mod OB-midtbanen, og de to Brøndby-spillere spillede begge en stor kamp. Det gjorde midterforsvaret Per Nielsen og Trond Andersen i øvrigt også.

At Brøndby var tændte og opsatte på sejr fra kampens start, demonstrerede Johan Elmander på flot vis. Efter 20 sekunder fik han kampens første afslutning, da han trykkede af med venstrebenet.

Og det blev startskuddet til 45 minutter med et utal af store Brøndby-chancer. Den største tilfaldt velspillende Thomas Rasmussen, der ikke formåede at dæmpe Kildentofts fantastiske indlæg ind i det tomme mål. Samme Rasmussen, der spillede flot og arbejdede hårdt, havde desuden et lumsk langskud, samt et frispark der blev pareret op på overliggeren. I den anden ende havde Søren Berg OBs største chance, da han med et lob fra 25 meter ramte undersiden af overliggeren.

Dommer Anders Hermansen tillod hårdt spil fra kampens start, og det passede fynboerne fint. Ofte gik de hårdt ind i tacklingerne, og de fire gule kort det blev til i kampen, var billigt sluppet.

Sen scoring

2. halvleg startede som 1. halvleg - med en god Brøndby-chance. Elanga spillede Elmander fri i dybden med en flot aflevering. Elmander afsluttede rigtigt, men bolden fløj lige på den forkerte side af den bagerste stolpe.

Minuttet efter slap Kim Christensen fri af forsvaret, men den lange angriber fik ikke afsluttet ordentligt på friløberen, og Onyszko kunne i to omgange redde med en fodparade. Kim C leverede i øvrigt et fint stykke arbejde i kampen. Det var også Kim C der fremtvang det gule kort AaS fik (og som burde have været rødt for en nødbremse), men midtvejs i 2. halvleg blev han skiftet ud i stedet for Morten Duncan Rasmussen, der dermed fik sin SAS Ligadebut i Brøndby-trøjen.

Og den stærke angriber havde en god mulighed for at blive kampens første målscorer lidt senere, men han tog lidt for lang tid om at afslutte på den friløber, han fik serveret fra højre side. Og senere havde Johan Absalonsen og Marcus Lantz en gigantisk dobbelchancer som Onyszko fik reddet.

Og bedst som man troede kampen stik mod spil og chancer skulle ende uden vinder, tog netop Marcus Lantz, der i minuttet forinden var blevet kåret som kampens bedste spiller, endnu engang ansvar. På en bold fra venstre side tæmmede han bolden fremad i målfeltet, og med et fint venstrebensspark strøg bolden i mål helt ude ved stolpen. Målet var Lantz' andet i sæsonen og det første i SAS Ligaen.

Kampens sidste 10 minutter blev kørt hjem og de tre point blev fortjent sat ind på kontoen på en aften, hvor Brøndbys offensiv rigtig flotte takter, med Johan Elmander og Thomas Rasmussen som de største oplevelser.

Kampen