Brøndby scorer ellers altid i Silkeborg

17.03.2006 11:27

Hvis Brøndby IF's SAS Ligahold skal ærgre sig over noget ved, at lørdagens kamp er flyttet fra Silkeborg til Viborg Stadion, så må det være, at de blå-gule igennem mange år altid har formået at bibeholde en god målstatistik på netop Silkeborg Stadion.

Faktisk skal man helt tilbage til 17. september 1995 for at finde det seneste tilfælde, hvor Brøndby måtte forlade fodboldbanen i Søhøjlandet uden at komme på måltavlen. Dengang vandt Silkeborg med 2-0 på mål af den nu snart tidligere assistenttræner for fodboldlandsholdet, Keld Bordinggaard, og Henrik "Tømrer" Pedersen.

Siden den kamp har Brøndby IF formået at score mål på Silkeborg Stadion 10 gange i træk i SAS Ligaen, og faktisk har klubben også en temmelig positiv målscore. Den lyder inden kampen på lørdag på 23-11 i blå-gult favør.

Det skyldes måske især to udekampe mod Silkeborg, hvor Brøndby har vundet klart. 27. juli 2002 blev det 3-0 til Brøndby, mens det 13. august 2000 blev hele 7-1 i klubbens største sejr nogensinde over Silkeborg.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Johan Elmander

Johan Elmander er her omringet i en hjemmekamp mod lørdagens modstander Silkeborg IF.