Brøndby IF fortsætter stilen mod FCK

06.03.2006 12:13

Der er fortsat ingen slinger i valsen, når det gælder pokalkampe mod F.C. København på Brøndby Stadion. Med søndagens dramatiske kvartfinale, som endte med 1-0 til de blå-gule, kan man vist sagtens tale om Brøndby-dominans i pokalturneringens arvefjendeopgør. Det var således fjerde sejr over FCK på hjemmebane, og endnu har F.C. København til gode overhovedet at score et pokalmål på vestegnen.

Brøndbys statistik i pokalkvartfinaler blev også udbygget til det bedre med 1-0-triumfen på Johan Elmanders flotte frisparksmål. Den lyder nu på 17 kvartfinaler og 13 sejre - altså skal Brøndby i april spille semifinale for 13. gang. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at de blå-gule er repræsenteret i semifinalen for fjerde sæson i træk. Brøndby har dog aldrig været i to finaler på stribe.

Brøndbys samlede pokalstatistik hedder nu 97 kampe, 63 sejre, syv uafgjorte og 27 nederlag. På Brøndby Stadion har hjemmeholdet spillet 42 pokalkampe, hvoraf de 32 er omsat i sejr, mens to er endt uafgjort og otte er tabt.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Marcus Lantz

Marcus Lantz førte Brøndby-holdet til en ny pokalsejr over F.C. København. Den svenske midtbaneprofil spillede en god kamp for de blå-gule.