Zaza: Vemodigt at sige farvel

29.05.2006 14:02

- Det er selvfølgelig meget trist at forlade Brøndby IF. Det er min barndomsklub og det var her jeg startede med at spille fodbold som knægt. Det har været en fantastisk tid i klubben og jeg har været meget glad alle årene, men det har altid været min store drøm og ambition at spille i udlandet, siger Karim Zaza til brondby.com om det forestående skifte til tyske Rot-Weiss Essen.

- Samtidig var det ved at være sidste udkald for mig. Jeg har fået et godt tilbud og selvom det bliver vemodigt at sige farvel til Brøndby IF, ser jeg frem til udfordringen og oplevelserne i et nyt land og en ny liga, fortæller 31-årige Zaza.

Hvordan vil du se tilbage på din tid i Brøndby-trøjen?
 
- Som en meget positiv tid. Det der har overrasket mig mest er nok det stærke fællesskab der er på holdet. Jeg vidste på forhånd det var godt i klubben, men jeg har været utrolig glad for det fællesskab der har været mellem os spillere. Jeg har trivedes med alle i klubben.

- Jeg vidste jo også på forhånd at det var en klub med store traditioner og ambitioner, og det er jeg blevet bekræftet i. Vi har spillet med om guldet alle årene og været med i europæisk fodbold. Det har været en stor oplevelse for mig, forklarer Zaza der er kåret som SAS Ligaens bedste målmand i 2001, 2002 og 2003.

Karim Zaza kan se tilbage på mange store oplevelser i de 64 1. holdskampe det blev til.

- Højdepunkter har der været mange af. De største er selvfølgelig Schalke-kampen på hjemmebane og udekampen på Camp Nou mod FC Barcelona i UEFA Cuppen, fortsætter Zaza der sluttede tiden i Brøndby-trøjen som fast målmand i forårssæsonen.

- Til sidst vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke alle i klubben, holdkammeraterne og fansene for en fantastisk tid og opbakningen. Jeg vil naturligvis følge med i udviklingen de kommende år, slutter Karim Zaza.

Karim Zaza

Karim Zaza før kampstart på Brøndby Stadion.