Søren Colding vender hjem

07.05.2006 08:00

Den tidligere Brøndby-spiller Søren Colding, som i vinterpausen i sæsonen 2000/2001 skiftede til tyske Bochum, lægger til sommer støvlerne på hylden og vender hjem til Brøndby IF.

Det sker når han 1. juli tiltræder et job som sponsorkonsulent i Brøndby IF's salgsafdeling, hvor han sammen med de øvrige konsulenter kommer til at videreudvikle samarbejdet med Brøndby IF's mere end 350 samarbejdspartnere.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at starte på et nyt kapitel. I de mere end fem år jeg har været væk fra Brøndby IF, har jeg holdt kontakten ved lige og løbende haft en dialog om tiden efter min aktive karriere, siger Søren Colding til brondby.com. 

- I takt med, at jeg ikke har spillet så meget her i foråret, var beslutningen om at stoppe ikke så svær. Det er jeg helt afklaret med, og jeg kan glæde mig over, at jeg stadigvæk også har det godt fysisk, når jeg står op om morgenen. Tidspunktet er fint og jeg glæder mig som sagt meget til at komme tilbage til Brøndby IF, fortæller Søren Colding der i sin tid i blåt og gult nåede at spille 274 kampe. Derudover repræsenterede forsvarsspilleren det danske A-landshold 27 gange.

- Med mit beskedne talent har jeg som spiller opnået meget mere, end jeg kunne forvente. Mine drømme er gået i opfyldelse, og jeg ser tilbage på en karriere, som jeg er glad og stolt over, siger Colding videre.

- Det er altid dejligt når en af vores tidligere spillere beslutter sig for at vende hjem til Brøndby IF og især i Sørens tilfælde, da han er en af vores mest populære spillere gennem tiden. Jeg er sikker på at Søren kan tilføre salgafdelingen nogle erfaringer hvad angår samarbejdet mellem klub, spillere og samarbejdspartnere, udtaler adm. direktør Per Bjerregaard.

Ved siden af jobbet som sponsorkonsulent skal Søren Colding fungere som assistenttræner for Tom Køhlert i U-20 truppen.

Facts Søren Colding

Født: 2/9-1972
1. holdskampe for Brøndby IF: 274
Årets Spiller i Brøndby IF 1996
3 DM-titler med Brøndby IF: 1996, 1997, 1998
1 pokal-titel: 1998
A-landskampe: 27

Søren Colding i den blå-gule trøje.

Søren Colding, der blev Årets Spiller i Brøndby IF i 1996,  ses her i aktion i Brøndby-trøjen. Han skiftede til Brøndby i starten af 1994. Efter et halvt på 2. holdet rykkede han i sommeren op på 1. holdet.